Realisme forvirrer mere end fiktion

DR’s julekalender ’Tidsrejsen’ kritiseres for at diskriminere kristne minoriteter.
DR’s dramachef Piv Bernth forsvarer i Kristelig Dagblad portrætteringen af den frikirkelige og dummebøde-uddelende skolelærer Ragnar:
– Man kan heller ikke rejse i tid, så det er altså ikke nogen realistisk verden, vi skildrer. Og der er ikke nogen tvivl om, at læreren er en karikatur, siger hun.
Den udmeldelse mener vi i KLF, Kirke & Medier ganske enkelt ikke holder vand. Når medierådet for børn og unge laver aldersmærkning på film, så er det ikke primært voldsomme, actionfyldte scener med fantasimonstre, der hæver aldersgrænsen. Det er derimod de realistiske scener, dem som ligner vores virkelighed. Det er faren, der slår sit barn, moren, der dedikerer sig til mobilen, mens barnet græder, eller en usympatisk skolelærer.
Vi tror ikke, at folk derhjemme nu tænker, at det er muligt at rejse i tiden. Her er det tydeligt, at det er fiktion. Men hvordan skal man kunne gennemskue, at en skolelærer, der kommer i en frikirke, har lige så lidt med virkeligheden at gøre? At ’frikirke’ desuden er et begreb, som mange danskere ikke er bekendt med, højner yderligere risikoen for, at folk danner sig et vrangbillede.
Men så må man jo aldrig portrættere en negativ karakter?
Jo, men her rammer man en gruppe af mennesker på et personligt plan, mennesker for hvem troen er livsfundamentet. Hvis Ragnar bare havde været skolelærer, så berører det ikke en personlig overbevisning i samme grad. Man kan nemt komme til at sammenkæde Ragnars dummebøder med, at man i en frikirke slår folk oven i hovedet med dårlig samvittighed. Hvad blev der af julekalendere, der samlede folk frem for at skille dem?

Michael Arendt Laursen
Generalsekretær i KLF,
Kirke & Medier
Industrivej 22
7080 Børkop