Jakob Vagner: – Gud kalder os til oprør mod individualismen
Søndag aften prædikede Jakob Vagner evangeliet for 300 teenagere og unge – inklusive en god flok kirkefremmede i Mariager Fjord Frikirke.
Kom til Storm med Jakob Vagner – og tag dine kirkefremmede venner med. Sådan lød opfordringen til at deltage i Mariager Fjord Frikirkes teen- og ungdomsgudstjeneste Storm den 11. januar.
Det var en opfordring, som blev fulgt, fortæller Jakob Vagner, som er 40 år og til hverdag underviser på Mariager Højskole.
– Der var cirka 300 unge i alt og en god flok kirkefremmede, men jeg ved ikke præcist hvor mange. Men jeg hørte, at flere af dem havde haft en god oplevelse.
Jakob Vagner mener, det er vigtigt, at kirken både er missional og går ud i verden, men også attraktional, altså inviterer mennesker ind.
Både ”Gå” og ”Kom”
– Vi lever i et land med en kristen kulturarv, men vi er en gennemsekulariseret generation. Derfor må kirken arbejde med både ”Gå” og ”Kom”-aspektet, forklarer han. I prædikenen talte han ud fra Matthæus kap. 23 om, hvordan Gud kalder os til et kollektivt oprør mod indiviualismen. Han gav også flere konkrete eksempler på, hvordan forskellige mennesker havde mødt Gud i deres eget liv.
– Det svære ved mission i Danmark er, at folk relativerer. De lytter, men ser bare evangeliet som min sandhed. I dag er folk så åbne over for åndelighed, at vi ikke behøver at ændre meget ved vores kirkeform, når vi inviterer ind.
– Det vigtige er bare at forklare, hvorfor beder vi, hvorfor løfter vi hænderne og hvorfor mødes vi i det hele taget. Og så tror jeg, det er vigtigt, at vi er åbne for Guds kraft. Helbredelser og andre mirakler er svære at diskutere med, slutter Jakob.