Rock der udfordrer

Jeg havde aldrig hørt om Steve Taylor, før jeg lyttede til hans nye plade ‘Goliath’, men han var åbenbart stor for 21 år siden. 21 år er lang tid, specielt for de mange fans, som har ventet på en opfølger til hans debut album, squint, som udkom i 1993.

I ‘Goliath’ er Steve Taylor akkompagneret af The Perfekt Foil, som består af guitaristen Jimmy Abegg (A Ragamuffin Band), bassisten John Mark Painter (Fleming & John) og trommeslager Peter Furler (Newsboys).
Det elleve sange lange album begynder med det alternative rocknummer ‘Only A Ride’, som jeg hurtigt forkastede som dårligt produceret og uinteressant – trommerne var bløde, arrangementet var simpelt, og vokalen akavet processeret med effekter. Der gik faktisk godt 20 min med albummet, før jeg egentlig helt forstod, hvad der foregik – for jeg tog grueligt fejl. Det jeg misforstod som dårlig musik, grundet en forventning om at høre noget aktuelt og moderne, viste sig at være et helt fantastisk album, som startede, hvor Taylor’s 1993 album slap – nemlig på 90’ernes alternative punk/rock scene.
‘Goliath’ fangede mig i løbet af albummet, hvor Taylor’s lyrik stod ud på en helt speciel måde, akkompagneret med distortede guitarer, attitudefulde vokaler og veltænkte rumklange og delays. Taylor har brugt over et år på at producere Goliath, og det viser sig tydeligt, da alle sange har hver deres unikke udtryk at bidrage med, og det forbliver spændende og fornyende hele albummet igennem. I den sidste sang på ‘Goliath’, ‘Comedian’, kulminerer Taylor’s lyrik med en unik melodisk stemning.

“The King of the One Liners
Had us thrilled
Then came the punchline
Now we want him killed”

Taylors utrolige tekster er nemlig det, han har levet af de sidste 21 år, hvor han har været lyriker for kunstnere som Sixpence, None the Richer, Guardian og The Newsboys.
Goliath er lyrisk provokerende, og med ironi og sarkasme udfordrer det virkelig lytterens livsstil og dobbeltmoral.
Jakob Wredstrøm