Schweizerkniv

Af Eva Jørgensen Journalist
Af Eva Jørgensen
Journalist

Prøv at forestille dig, at du har sådan et schweizisk universalredskab. Den kan både klippe, trække propper op, skære, save, ja den har endda indbygget kompas og tandstikker.

Du går altid rundt med den i lommen. Alligevel bruger du den kun til at trække dit armbåndsur op med. I alle andre situationer finder du i stedet for det almindelige værktøj, som passer til anledningen.

Til tider tror jeg, vi opfører os på den måde i vores relation med Jesus. Nogle af os finder ham måske mest frem, når vi skal i kirke eller til et kristent møde – og når vi holder vores daglige andagt. Andre konfererer mest med Jesus, når det handler om at gå på gaden og bede for syge og den slags. Andre af os er måske rigtig gode til at gå og snakke med Jesus om de små ting i hverdagen, men har svært ved at blande ham ind i store beslutninger.
Jeg tror, at Jesus – og Helligånden – ønsker at blive blandet ind i det hele. Og at han kan og vil hjælpe os med alting – ligesom et universalværktøj. Men her slutter billedets sammenligning også. For når alt kommer til alt, er han ikke et værktøj i vores hænder, men kalder os til at være et værktøj i hans. Og det er vi mest, når vi lukker ham ind i alle aspekter af vores liv.
Så måske kalder han på dig til at være lavpraktisk i dag og invitere ham ind i frustrationen over en sidekammerat i skolen, som er belastende at være i nærheden af? Eller når du får krise over tøjvalget om morgenen, og når du har svært ved at få budgettet til at hænge sammen helt til den første? Eller måske vil Jesus gerne tages med på råd, når du skal vælge uddannelse, sommerferie eller bil? Det kan også være, at han gerne vil udfordre dig til at se, om vandet bærer til at tale med og bede for helt fremmede?

Hvis du kun hører krav, når du læser dette, så husk: Livet med Jesus er ikke et liv i stress. Han lover selv at fylde os op hele ugen. Gud opmuntrer dig her: ”Vær ikke bange om mandagen, for jeg er med dig om tirsdagen. Tab ikke modet om onsdagen, for jeg er din Gud om torsdagen. Med min retfærdige hånd vil jeg styrke dig om fredagen, hjælpe dig om lørdagen og beskytte dig om søndagen.”
(Esajas 41, 10 – Ugedage tilføjede af mig.)
Ha’ en velsignet uge med ham.