Anemoner…

Du kender det godt: Den hvidprikkede skovbund en solrig dag i april hvisker, lokker, ja nærmest tvinger dig til at plukke en buket af de vidunderlige hvide anemoner. De anemoner, der hver især står så strunke på deres spinkle stilk og smiler til dig – du må bare have den vidunderlige oplevelse med hjem!

Og så blev turen alligevel en smule længere, end du havde regnet med. For du kunne jo lige så godt handle ind, nu du alligevel var afsted med cyklen eller bilen. 2 liter minimælk, en ost, et kilo gulerødder og en leverpostej blev læsset ned i cykelkurven/bagagerummet, og de nu knap så strunke anemoner blev lagt forsigtigt ovenpå. Underet skulle ikke ødelægges af dagligdagen.
Lige da du trådte ind ad døren, ringede telefonen. Og ja, du havde da tid til at snakke med din gamle mor, som havde det så underligt i sit knæ i dag og for resten havde fået en ny hjemmehjælper.
Anemonerne!
Men du er godt opdraget og vil aldrig lade god mad gå til spilde, så du satte først dine varer i køleskabet. Især leverpostej må ikke udsættes for stuetemperatur for lang tid ad gangen, det er en letfordærvelig vare!
Og så fandt du endelig en passende lille vase frem og samlede brødebetynget de nu ganske slatne anemoner sammen. De så nu mere døde end levende ud og mindede kun ganske svagt om skovbundens ranke prinsesser! En tur under vandhanen, et klip med saksen i den ende med stilkene, og så blev de slatne eks-prinsesser i glasvasen sat på en hædersplads, hvor de så ud til at føle sig meget dårligt hjemme.
Og du havde noget arbejde, der skulle gøres – ikke mere tid til skovtur og fornøjelser i dag!
Næste morgen oplevede du et nyt under ved et kig på glasvasen: De halvdøde hvide blomster stod igen som ranke prinsesser – nu ikke i skovbunden, men i din stue! De havde endda føjet sig efter hinanden, så alle blomsterhoveder fik lys og udsyn, selvom de var blevet sat i vase i et stort rod. Guds skaberkraft er åbenbart virksom også i afplukkede blomster…
HANS NÅDE ER NY HVER MORGEN!