Plads til det uventede?

”Kan du lige tage min engelskundervisning i dag, jeg har et møde?”, ”Vil I ikke passe de små drenge i aften, jeg skal synge i kirken?”

En kalender med faste aftaler er en naturlig del af min hverdag i Danmark. Man ved nærmest altid, hvad man skal nå i løbet af dagen, samt de næste par dage ud i fremtiden, hvis da ikke uger og måneder. Her i Honduras, hvor jeg pt. er volontør på et børnehjem, er det noget anderledes. Dagen og opgaverne kommer til én på en anden måde, og så må man bare tilpasse sig derefter. Man kan sagtens have en idé om, hvad der skal ske i løbet af dagen, det er bare sjældent, at det i virkeligheden kommer til at se sådan ud. Det sker ofte, flere gange dagligt, at dagen tager en ny og uventet drejning, som at jeg fx lige pludseligt skal undervise i engelsk eller lægge de små drenge i seng.
Et eksempel herpå var en tirsdag eftermiddag, hvor stedets amerikanske missionær kom forbi vores værelse: ”Kan I ikke lige passe alle børnene i morgen fra 8 – 15!?” Alt personale og alle lærere skulle på en fælles retræte, så skolen var aflyst, og de stod med 40 børn/unge, der skulle aktiveres og holdes øje med. Vi forsøgte at planlægge nogle aktiviteter og ellers tage dagen, som den kom, uden sure miner, blot et smil og en kommentar til makkeren om: ”Ja, man er vel i Honduras”.
Det er både et udtryk for, at livet som volontør er noget anderledes, end hvad man kender hjemmefra, men også udtryk for en kultur, hvor man tager tingene mere, som de kommer, og i den rækkefølge de kommer, og så får man det bare til at lykkes. Det kan være dybt frustrerende for en dansker at stå midt i, men samtidig også meget fascinerende og lærerigt.

En kalender med faste aftaler er god og nødvendig. Jeg vil ønske, at de her på børnehjemmet og i skolen kan blive bedre til at bruge det. Men ligeså meget vil jeg ønske, at vi derhjemme kan blive bedre til at give plads til det uventede og impulsive i hverdagen. Og en tur ud som volontør er bestemt en rigtig god øvelse heri.