Fælles kamp med katolikker

Johny Noer, Forfatter til
”Reformationens Børn”

Billedet af tusinder af franske familier, som d. 26. maj 2013 fyldte Champs Elysees i Paris, fortæller om den katolske kirkes magtfulde demonstration mod det samme onde, som 300 protestantiske kristne har samlet sig imod i foreningen ’Med Grundlov skal land bygges’. Derfor læser jeg med et åbent sind den katolske præst, Benny Blumensaats læserbrev i Udfordringen, hvor han tager afstand fra titlen på min lille 24-siders pjece: ’Reformationens Børn’.
Esbjerg-præstens bevægende vidnesbyrd om, hvorledes mødet med Kristus førte ham fra et liv i kriminalitet til en præstegerning, har gennem årene bevæget mange, så jeg svarer ham her, som man skriver til en broder i Kristus.
Det er sandt, at det var Den katolske Kirke, som for mere end tusinde år siden bragte Kristus til Danmark – og ingen kan siden lægge nogen anden grundvold (1.Kor.3:11). Imidlertid handler min pjece om, med hvilke materialer, der bygges på denne grundvold – de dårligst tænkelige er træ, hø og strå. Derfor har Esbjerg-præsten ret i at henvise til de mildest talt syge tilstande, som hersker visse steder i både det folkekirkelige og frikirkelige legeme i Danmark… han må jo kende dem fra sin egen baghave! Romerkirkens magtesløshed i Irland overfor indførelsen af en homo-grundlov skyldes de forbrydelser, som er sket i dens egen midte. Derfor tør jeg med min pjece erklære, at protestanternes protest endnu ikke er ophørt. Danmarks Grundlovs fjerde paragraf værner vort land mod pave Pius XII’s dogme (1.nov.1950), at (citat): ’Marias legeme kort efter hendes død blev opvakt fra graven og ophøjet til at blive kronet som himmeldronning’. Den samme grundlovsbekendelse værner Danmark mod pave Pius IX’s (1854) dogme, at (citat): ’Jomfru Maria fra første øjeblik af undfangelsen var bevaret fra enhver fejl af arvesynden’. At bygge med disse totalt ubibelske materialer er at bygge et sundhedsfarligt halmhus.
Derfor vil jeg ikke ændre titlen på min lille ’Reformations Børn’-pjece og afviser dermed præstens forslag om i stedet at skrive ’apostelkirkens børn’… for jeg ved, hvad han dermed henviser til. Imidlertid glæder det mig, at den katolske præst tager samme holdning som hans trosfæller gjorde i Paris for et par år siden. Her står vi over for en fælles fjende – og bør stå sammen i en fælles kamp mod den overvæltende overmagt.