Nordkorea: Verdens største forfølger af kristne
Kristne bliver undertrykt eller forfulgt i mange lande. Men i Nordkorea er forfølgelsen total, vurderer The World Watch List.
Statistikportalen ”Statista” har lavet et indeks for 2015, der viser omfanget af forfølgelse af kristne i forskellige lande. Indekset rangerer fra 0 (komplet frihed) til 100 (total undertrykkelse).
Undersøgelsen foretaget af The World Watch List inkluderede forskellige aspekter af religiøs frihed: Den legale og officielle status af kristne, den aktuelle situation for kristne, der bor i landet, reguleringer fra staten såvel som faktorer, der kan underminere religionsfriheden i et land.
Undertrykkernes top ti
Listen tegner sig således for de 10 mest undertrykkende lande:
1. Nordkorea: 91.95
2. Somalia: 89.52
3. Irak: 86.45
4. Syrien: 82.74
5. Afghanistan: 81.5
6. Sudan: 80.4
7. Iran: 79.59
8. Pakistan: 78.76
9. Eritrea: 78.64
10. Nigeria: 77.91
Undersøgelsen er især foretaget for udviklingslande. Ser man bort fra det lukkede kommunistiske Nord-Korea, hvor religion er forbudt, er samtlige lande i top 10 muslimske lande, eller i Nigerias tilfælde et land, hvor over halvdelen af befolkningen er muslimsk, mens den resterende befolkning hovedsagelig er kristen. Det illustrerer noget af den konflikt, der hersker mellem kristendommen og islam, især i Mellemøsten, Nordafrika og i Europa.
Nordkoreas kv-lejre
Nordkorea har systematiseret forfølgelsen af kristne. Mere end 50.000 kristne er spærret inde i koncentrationslejre på grund af deres tro. Her bliver de systematisk udsat for tortur, masse- udsultning og endda slået ihjel ved kvælning i gaskamre.
Det anslås, at hele 20 % af de kristne i Nordkorea lever i koncentrationslejre. Og antallet af kristne, der henrettes, ser ligefrem ud til at vokse, som tiden går.
Kristne henrettes
I 2013 var dødstallet på 1200, og i 2014 var dette tal fordoblet til omkring 2400 henrettede martyrer. Tingene ser altså ikke ud til at blive forbedret, efter at Kim Jong-un har overtaget magten efter sin far Kim Jong-Il, der døde i 2011.