Tilgivelse er ikke for tøsedrenge

Kristendom går et skridt længere end psykologi, når det gælder tilgivelse. For Gud er også med.

– Tilgivelse er ikke for tøsedrenge, fastslår Flemming Bak Poulsen, mens han sidder i sin dagligstue og taler med Jonas Bock Nielsen for Vidnesbyrd.dk

Når man er et voksent menneske, som mærker efter inden i sig selv, så ved man godt, at man ikke er perfekt eller helt, som man burde være. Det har vi alle sammen til fælles.
Så kan man så prøve at tage sig sammen. Og vinde over det. Og det kan lykkes mere eller mindre godt.
Det som Gud og kristendommen giver mig er en anden måde at begynde på. Nemlig med at se i øjnene, at jeg ikke er perfekt. Men at Gud vil tilgive mig alligevel.

Ikke bare glatte ud

– Jeg er selv sådan indrettet, at jeg har ret let ved at bære over med andre og være fleksibel i forhold til andre, fortæller Flemming Bak Poulsen.
– Jeg har i mange år egentlig tænkt, at det var det samme som at tilgive. Så det der gør tilgivelse svært for mig, det er den side, der handler om at sige: Hvis jeg skal tilgive, så skal jeg også være helt klar på, at det som er sket ikke er i orden.
Altså at tilgive er også at protestere imod det forkerte, som er sket.  Og ikke bare at glatte det ud eller se igennem fingre med det eller lære at leve med det, siger han i interviewet.
– Jesus taler om det der med at “vende den anden kind til..” Det er ikke, at vi altid skal være milde eller eftergivende, men vi skal altid være parate til at ville det andet menneske.
Flemming opfordrer til at sætte ord på det, der er sket. Sætte ord på krænkelsen.
– Den anden fase er at mærke smerten. Være ærlig om, at det her gør ondt.
Den tredje fase er at tilgive.
Og den fjerde, som er en fase, der på en måde følger efter tilgivelsen, handler om enten at forny relationen eller forholdet til det andet menneske eller gøre sig fri af det.

Skrev bog om tilgivelse

Flemming Kronborg Bak Poulsen (f. 1974), er cand.theol. 2004, og redaktør på Forlagsgruppen Lohse. Han er også ungdomspræst ved Skelgårdskirken på Amager; han er gift med Helen og far til to børn.
Flemming Bak Poulsen har skrevet en bog om tilgivelse ud fra en teologisk kristen vinkel.
Han beskriver tilgivelsen både ud fra den krænkede og krænkerens synspunkt. Målet er tilgivelse og ideelt set forsoning, men tilgivelse kan også ske uden fuld forsoning, fx hvis krænkeren er død eller ikke indser behovet for tilgivelse.

Alt kan tilgives

– En af de historier, jeg fortæller om i bogen, handler om en mand fra Cambodia, der var leder af en udryddelseslejr og torturlejr under Pol Pot regimet.
På et tidspunkt er der en britisk journalist, der hedder Nic Dunlop, der beslutter sig for at prøve at finde ham. Og da han finder ham, er noget af det første, kammerat Duch siger til ham – en mand, der har 20.000 menneskers liv på samvittigheden: “Jeg er blevet kristen nu, og jeg tror, at Gud har tilgivet mig.”
Jeg tror ikke, der er nogen grænser for, hvad Gud kan tilgive.
Og hvis tilgivelsen skal være tilgivelse, så skal den også være der i så ekstrem en situation. I sidste ende er det måske kun Gud, der kan tilgive fuldt ud, konkluderer Flemming Bak Poulsen.

Tilgivelse kræver noget

I sin bog argumenterer Flemming Bak Poulsen for, at tilgivelse forudsætter, at skyld erkendes og ikke undskyldes som resultatet af uheld, dårlig barndom, og at ansvaret placeres hos krænkeren.
Ægte tilgivelse forudsætter, at man fastholder det forkerte som forkert og giver plads til den krænkedes følelser som hævn, had og retfærdighed. Her kan det være en hjælp at læse Det Gamle Testamentes ”hævnsalmer” fx Salme 58,11.
Men det er først og fremmest Jesu kors, der rummer løsningen på skyld, overgreb, syndens magt.

Guds kærlighed

I psykologien kan tilgivelsen forstås som kærligheden, der rummer hadet uden at kunne fjerne det, men i teologien handler det om en Gud, hvis kærlighed overvinder hadet.
Det er denne kærlighed, kristne er kaldet til at efterligne, og det vigtige er at vandre vejen til tilgivelse som en proces snarere end blot at sige, at man tilgiver.
I psykologien ser man på det indre landskab og behandler følelserne til noget mere hensigtsmæssigt. Men teologien har blik for tilgivelsens uforklarlige og mirakuløse dimension.
Både i teologi og psykologi må man indse, at tilgivelse har en pris, som tilgiveren betaler – ikke den, der tilgives.
Et afsnit i bogen handler om forskellen på skyld og skam. Her udfordrer psykologien teologien, fordi teologer er mest optaget af skyld og tilgivelse, mens psykologer ser på skam og selv-accept som det, man skal behandle før skyld og tilgivelse.

Tilgivelsetvang?

I teologien taler man om tilgivelsens nødvendighed, og målet er forsoning og genoprettelse af fællesskabet. Det ser psykologer til tider som en tilgivelsestvang, der kan virke urimelig for den krænkede, som i forvejen er traumatiseret ved fx mord og incest.
Sydafrikas sandhedskommission var et ambitiøst forsoningsprojekt, som vi kan lære af, omend det ikke var fejlfrit.
Det var vigtigt at få sandheden frem, for at ofrene kunne opleve ægte heling, fremme tilgivelse og forsoning – og måske også få udløst kompensation.
Tilgivelsen var begrundet i kristendommen, men også i den afrikanske forståelse af, at mennesker hænger sammen og ikke er uafhængige af hinanden, for et helt folk skulle forsones for at leve videre sammen.
Tilgivelse er ikke blot en terapeutisk nødvendighed og indre proces, men i høj grad relationel både i forhold til Gud og mennesker.

Interview Jonas Bock
Anmeldelse Edith Theis
Redigeret af Henri Nissen