Beklemtheden forsvandt på p-pladsen

En søndag uden kirkegang er ikke en rigtig søndag, lyder det fra Else Marie og Kurt Mortensen.
En søndag uden kirkegang er ikke en rigtig søndag, lyder det fra Else Marie og Kurt Mortensen.

Der blev taget godt imod Else Marie og Kurt Mortensen i kirken.

– De er så flinke, og vi er en stor familie.

Sådan lyder det fra ægteparret Else Marie og Kurt Mortensen.
For to år siden døjede Else Marie med smerter i ryggen. Det havde hun gennem et stykke tid været til læge med, men hun havde endnu ikke fået stillet en diagnose.
Men en dag, da Kurt havde talt med sin bror, begyndte overvejelserne om at opsøge Apostolsk Kirke i Vejle.
Broren havde gennem længere tid haft skæv ryg.
– Jeg talte jævnligt med min bror i telefon, og jeg spurgte til, hvordan det gik med helbredet. Denne dag lød han så glad. Jeg spurgte, hvad der var sket. Han svarede, at det kunne han ikke forklare, siger Kurt Mortensen.
– Han var bange for, at jeg ville latterliggøre ham. Det tror du ikke på, sådan noget, sagde han til mig.

Værd at prøve

Broren fortalte dog, at hans datter havde fået ham overtalt til at komme med i kirke, og ved gudstjenesten fik datteren en tilskyndelse til, at hendes far skulle med til forbøn for smerterne i ryggen.
– De lagde hånden på det ømme sted, bad for det, og jeg fik det bedre, forklarede broren i telefonen til Kurt.
– Jeg spurgte, om vi kunne komme med i betragtning der, for Else Marie har dårlig ryg, siger Kurt Mortensen.
Else Marie forklarer, at bare en gåtur på et par hundrede meter hen til Brugsen kunne være en overvindelse, fordi smerterne især på turen tilbage blev stærke.
Kurt talte med niecen og spurgte, om hun kunne hjælpe med en kontakt til kirken.
Der bliver sat en aftale i stand med et par fra kirken og niecen.
– Vi tænkte, at det var værd at prøve. Vi konkluderede, at det trods alt ikke kunne blive værre.
Parret, som de besøgte, og niecen stod omkring Else Marie, og de bad for hende.
– De bad først én gang. Så skulle jeg gå lidt. Så bad de en gang til. Og så var det bare godt. Da jeg kom hjem, tog jeg min rygstrækker af. Jeg har ikke haft den på eller haft ondt siden, siger Else Marie Mortensen.
Senere, da de kom hjem og talte om oplevelsen, blev de enige om, at det måtte der være noget mere i.
– Vi skal meldes ind i den kirke, siger Else Marie Mortensen.

Godt netværk

Det var med en vis beklemthed, at de kørte til deres første gudstjeneste i kirken en søndag formiddag for godt to år siden.
– Vi kendte ikke så mange. Kurts bror og vores niece og så parret, som vi var til forbøn ved, siger Else Marie Mortensen.
Betænkelighederne forsvandt dog, da de nåede parkeringspladsen foran kirken.
– Vi havde ikke gået mange skridt, før vi blev mødt af et ”goddag og velkommen. Du skal have et knus”, siger Else Marie Mortensen.
Gudstjenesten blev en positiv oplevelse og noget anderledes end den gudstjenesteform og omgangsform i Folkekirken, hvor de før kom lejlighedsvis.
– Det er en god måde at holde gudstjeneste på. De har nogle hjælpepræster og en lovsangsgruppe. Der skal være noget til alle aldre. Når der er flest på scenen, er de 8-10 stykker, så det giver virkelig noget, siger Kurt Mortensen.
– Nogle gange bliver det penslet så meget ud, at man taber tråden. Når der er en udenlandsk prædikant, så bliver det oversat til dansk. Det har vi skullet vænne os til, siger Kurt Mortensen, inden han igen vender tilbage til netværket i kirken.
– Vi føler, at vi er en stor familie, og der er et godt forhold indbyrdes, siger Kurt Mortensen.

Tjeneste som værter

I løbet af den første tid spurgte Else Marie og Kurt Mortensen, om der var noget, de kunne hjælpe med.
”I kan godt være mødeværter,” sagde de til os. I er meget smilende, sagde de, og efter et par måneder blev ægteparret mødeværter. Det er en tjeneste, de er glade for.
– Man lærer folk at kende på den måde, siger Kurt Mortensen.
Efter kort tid fik Else Marie og Kurt Mortensen en mail fra præsten Søren Viftrups kone, Bodil.
– Hun skrev til os, at der manglede nogle folk til rengøringen. Det sagde vi ja til med det samme, siger Kurt Mortensen, der er pensioneret lokofører. Else Marie Mortensen arbejdede i 25 år som postbud.
Rengøringsopgaven foregår på en hverdag, og de er mellem fire og ti om dette.
– Vi får kaffe omkring klokken halv ti, får en snak og går bagefter i gang med rengøringen. Folk er meget mere hjertelige og kærlige end ens fysiske familie, lyder det fra ægteparret.

Svære oplevelser

Else Marie og Kurt Mortensen blev inviteret med til et kursus i kristendom.
Alphakurset begyndte med, at deltagerne skulle præsentere sig, og hvad de laver eller lavede. Da Kurt Mortensen fortalte om sin tid som lokofører, dukkede der to oplevelser op.
– Jeg var ude for to personpåkørsler i mine 38 år som lokofører. Det havde jeg tidligere svært ved at tale om, siger Kurt Mortensen.
En af lederne af kurset var opmærksom på dette.
– Da mødet var færdigt, kom han og snakkede med mig om det. Han sagde, at det skulle jeg ikke gå og tænke på. Det er ikke Guds mening, at du skal lide under det. Han kaldte på en af de andre ledere. De lagde hånden på mig og bad for det, siger Kurt Mortensen.
– Det har hjulpet helt fantastisk. Nu kan jeg tale om det uden at græde, når jeg møder nye mennesker, siger Kurt Mortensen.

Venner fra kirken

Tidligere har Else Marie og Kurt Mortensen flyttet i forbindelse med deres arbejde. Nu er det kirken, det handler om.
– Hvis vi skulle noget, hvis helbredet på et tidspunkt svigter, så var det at flytte tættere på kirken i Vejle. Det er bare fantastisk.
Det er en stor glæde for os at komme der. Det gør noget ved én. Nu har jeg ikke prøvet rusmidler, men man bliver afhængig af at komme i kirken. Det er en skam, at vi ikke har opdaget den kirke noget før. Men som min bror siger til os, så har vi nok ikke været modne før nu, siger Kurt Mortensen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



En kop kaffe og en god snak er en fast del af ægteparrets ugentlige rengøringsopgave i Apostolsk kirke i Vejle.
En kop kaffe og en god snak er en fast del af ægteparrets ugentlige rengøringsopgave i Apostolsk kirke i Vejle.
Andre skal høre det

En nabo bemærkede, at Else Maries helbred var blevet bedre.
– Han spurgte mig, hvor hun havde været henne og få det lavet, siger Kurt Mortensen.
– Jeg fortalte, at der bare var blevet bedt for det, siger Kurt Mortensen.
– Nå, jamen det er da fantastisk, siger de og lyder oprigtigt som om de glæder sig over det, siger Kurt Mortensen.
Else Marie og Kurt har delt Udfordringens juleavis rundt til naboer og bekendte.
De ønsker, at andre også skal høre evangeliet.
– Jesus døde på korset for os, for at vi kan få evigt liv. Han har taget vores synder, siger Else Marie Mortensen.
Noget, som parret er glade for, er at præsten, Søren Viftrup, til jul tager ud med en buket roser til kirkens frivillige.
– Så får vi en kop kaffe og en hyggelig snak. Det har altid haft stor betydning, siger Else Marie Mortensen.
Da Kurt Mortensen i november fejrede sin 75-års fødselsdag, var flere fra menigheden, der er blevet en del af Else Marie og Kurt Mortensens omgangskreds, inviteret med.
– Det var omkring ti procent af gæsterne, der var fra kirken, siger Kurt Mortensen.
Mangfoldigheden af aktiviteterne i kirken er svær at have et overblik over, fortæller ægteparret, men ud over gudstjenesterne så deltager Else Marie og Kurt Mortensen i møderne i Fristedet.
Ikke søndag uden kirke
– Vi prioriterer gudstjenesterne og møderne i Fristedet. Bare vi er væk i en uge, så er det ikke godt.
En søndag, vi ikke kan komme i kirke, er ikke en rigtig søndag. Så mangler vi noget, siger Kurt Mortensen.
– Vi kommer gerne 20 minutter før, fordi vi kan godt lide at tale med folk og hilse på.