En mands kamp med naturen

”The Revenant” fortæller en særdeles barsk historie om en pelsjæger drevet gennem ødemarken af et ønske om hævn.

Det vilde vest på den allermest barske måde – det er, hvad filmen The Revenant viser.

Titlen, som betyder ’den som vender tilbage efter et længere fravær’, henviser til dramaets episke omdrejningspunkt og den historiske begivenhed, som den angiveligt bygger på. Hovedpersonen vender nemlig tilbage, efter at være efterladt som død og begravet.

En mand der ikke vil dø

Vi befinder os i Nordamerikas midtvest i 1823. En gruppe pelsjægere – i en noget mere rå udgave end Davy Crockett – i den vilde ødemark angribes af en indianerstamme. Det lykkes et dusin af disse pelsjægere at undslippe indianerne på en båd, men de ved, de er et nemt mål på floden, og må derfor søge ind over land. På flugten kommer hovedpersonen, Hugh Glass, som er gruppens guide, i nærkontakt med en meget voldsom bjørnemor, som efterlader ham ilde tilredt, men trods alt i live.
Det bliver dog for stor en udfordring at slæbe Glass de mange mil over bjerge osv., og de andre i gruppen efterlader ham med et par tapre (og velbetalte) beskyttere. Vel vidende, at det handler om, at der er nogen til at give ham en anstændig kristen begravelse.
Imidlertid vil Glass ikke dø. Han holder stædigt, mod alle odds, fast på livet. Efter dage på denne måde beslutter den ene af de efterladte, at nu kan det være nok, og efterlader Glass dødeligt såret. Men Glass overlever på et hængende hår og kæmper sig videre gennem sneen og kulden og uendeligt mange ulykker.

Medrivende drama

Genren er drama, og som drama er filmen så stærk, at den går helt ind under huden på en. Det er absolut ikke en film for sarte sjæle. Og personligt kunne jeg mærke, at det var godt, at frokosten blev i maven – den blev flere gange udfordret af billeder af den maltrakterede krop.
Samtidig er naturen også storslået, og det er virkelig medrivende i en sådan grad, at man fornemmer det kolde gys, når Glass driver i flodens strøm – lige så meget som det velgørende bål, der næsten give en lyst til blive friluftsmenneske.

Følelsesmættet storfilm

Der er tale om en storfilm, som – med undtagelse af Jyllandsposten, som er mere afdæmpet og siger, at der er meget repetition – får anerkendelse fra kritikere både herhjemme og i udlandet – som fx Ekstrabladet: ”Alt spiller her – scenografi, skuespil, fotografi, lyd og musik går op i den berømte højere enhed. SKAL ses i biografen – og helst i en veludstyret af slagsen. Et nervepirrende sansebombardement, der har fortjent hver eneste af sine 12 Oscar-nomineringer.” Og selv om man må give JP ret i kritikken – det må jo næsten være sådan, når man laver en film, der taget to en halv time – så er den samtidig så helstøbt i sin præsentation af det autentiske vilde vesten, at man må bøje sig for instruktørens kompromisløse insisteren på at filme uden brug af greenscreen og andre smarte tricks. Den er et godt eksempel på en stærk følelsesmættet film, og samtidig er den nok den mest suveræne præstation i hele Leonardo DiCaprios skuespillerkarrierer, til trods for at han siger meget få ord.

Næsten bibelsk

Uden at afsløre for meget kan det næppe komme bag på nogen, at temaet hævn fylder næsten lige så meget som overlevelsesinstinktet. I den forstand er det bemærkelsesværdigt, at slutreplikken handler om, at det ikke er menneskets opgave at hævne.
Dermed bliver det næsten bibelsk – ud fra det gammeltestamentlige princip om, at hævnen tilhører Herren. Der er ingen tilfredsstillelse eller glæde i det, finder hovedpersonen ud af, da han har mulighed for at tage sin hævn over den værste af sine fjender.
Det er en film, der er værd at se på det store lærred alene af den grund, at den understreger naturens storhed og menneskets viljestyrke – begge i deres allermest ekstreme udgaver.

The Revenant
156 min.
Premiere: 21. januar