Gnosticismen – gammel vranglære i stadig nye forklædninger

Også i dag er nogle tiltrukket af en type ’kristendom’, som i virkeligheden er den gamle gnosticisme fra den første kirkes tid.
Den hævder, at Jesus blot er en stor læremester, men ikke Gud. Frelse erstattes med at opnå indsigt. Apostlene og kirke advarede.Kirkefædrene i urmenigheden gjorde op med gnosticismen og fastlagde, hvad den sande tro er. Men hvad var problemet – og møder vi de samme religiøse strømninger i dag?

Allerede i de første kristne årtier blev den kristne tro omtolket af hellenistiske filosoffer. De religiøse spændinger afspejles i Det Nye Testamente, fx i 1. og 2. Korinterbrev og Judas’ Brev, hvor apostlene gør op med nogle af gnosticismens tanker. Gnostikerne afviste kristendommens jødiske rødder, inklusive Jahve som skaberen, Moseloven og hele Det Gamle Testamente.
Samtidig påstod gnostikerne, at de var i besiddelse af hemmelige overleveringer. Det græske ord gnosis betyder ’erkendelse’ eller ’viden’. Ud fra denne specielle ”viden” afviste gnostikerne bl.a. Jesu legemlige opstandelse, mens de selv gik ind for sjælevandring (reinkarnation).

Antisemiten Markion

Markion var en teolog og filosof fra Sinope ved Sortehavet, som levede år 85-160 e. Kr. Han var søn af en biskop, men tjente en formue som skibsreder. Efter en teologisk strid med sin far om, hvad der er sand kristendom, lyste hans far ham i band.
I år 139 kom Markion til Rom, hvor han købte sig ind i en kristen menighed for en mindre formue. Her blev han påvirket af gnostikeren Cerdo, som havde været elev af kætteren Simon Mager.
Som den ikke-jøde, han var, forkastede Markion de jødiske skrifter og erklærede dem ugyldige som helligskrifter for kristne. Nogle ser Markions anti-jødiske holdninger og gnosticismens opblomstring som en reaktion på jødernes nederlag i Bar Kockba-opstanden i Rom i 132-135.Jødernes gud blev på den tid fremstillet som både ond og tåbelig, og gnosticismen støttede denne antisemitisme.
Da Markion efter fem års arbejde præsenterede sin teologi for menigheden og bad dem godkende den, blev læren afvist. Samtidig blev Markion udstødt af menigheden, som også tilbagebetalte ham hans formue.
Herefter dannede Markion en modkirke, som eksisterede indtil 300-tallet. Til sidst blev den en del af den dualistiske manikæisme, som kirkefaderen Augustin en overgang tilhørte.
På Markions tid overholdt kristne ikke de jødiske ceremonial-love, hvorimod de anerkendte de jødiske morallove. Markion lærte, at der findes to guder: en lavere, streng gud, der kræver lydighed, samt en højere, kærlig forløsergud. Markions holdning til loven som noget, der slet ikke gælder for kristne, kaldes antinomisme.
Kirkefaderen Tertullian fra den nordafrikanske by Kartago levede fra 160-225, dvs. efter Markions tid. Han skrev hele fem skrifter imod Markions lære (Adversus Marcionem). Ud fra disse skrifter har man forsøgt at rekonstruere Markions egne skrifter, bl.a. ”Antithesis” om forholdet mellem lov og evangelium, ”Apostolokon” med ti Paulusbreve og et Lukasevangelium, ”Euangelion”, der var renset for alle spor af jødedom.

Var Kristus sandt menneske?

Markions frelsesforståelse var ikke gnostisk i den forstand, at det handler om at få del i en hemmelig indsigt. Men ifølge Markion var Jesus Kristus kun tilsyneladende et menneske. Han var udsendt af ”den gode Gud” for at udfri mennesker. I gnostisk forstand er ”den gode Gud” identisk med Gud Fader, mens skaberguden Jahve opfattes som ond.
Kirkens lære om Kristus som ”Gud af Gud”, og født som menneske ”for vor frelses skyld” blev fastlagt i den nikænske bekendelse fra 325.Også Kaldedonkoncilet (Lilleasien, år 451) fastslog imod Markion, at Kristus både er sand Gud og sandt menneske.

Det siger Ny Testamente

Markions lære om Kristus er i modstrid med Ny Testamente:
” …mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist.” (2 Joh 7).
I opgøret med Markion indså den officielle kirke nødvendigheden af at lave en kanon, dvs. en rettesnor for den sande tro. Den Bibel, vi kender, blev endeligt afgrænset i det 4.-5. århundrede.
Ikke mindst Tertullian har bidraget til Bibelens kanondannelse. Han var også den første til at formulere kirkens treenighedslære, ligesom han fastholdt kristendommens jødiske ophav, herunder Det Gamle Testamente. Dermed blev den kristne tro adskilt fra græsk-hellenistisk filosofi.

Reinkarnation eller opstandelse?

Gnostikerne følte sig fremmedgjorte i verden og så legemet som et fængsel. Frelsen var at opnå en højere erkendelse, som kan frigøre en fra legemets og sjælens bindinger til denne verden.
Mange gnostiskere i de første århundreder efter Kristus har opfattet sig selv som kristne. Men det afvises af kristne teologer som Irenæus, Tertullian, Klemens af Alexzandria, Hippolytos og Epifanios af Salamis. Disse teologer imødegår i forskellige skrifter gnostikernes lære – både den ”hemmelige” lære og de omskrevne tekster.
Gnostikerne påstod, at deres hemmelige overleveringer gik direkte tilbage til Jesus selv. De mente, at Kristi ånd bevægede sig nedad fra det høje lys, passerede magter og engle ved at forklæde sig ligesom dem, hvorefter ånden gik ind i mennesket Jesus. Men Kristus var aldrig et rigtigt menneske, og han døde ikke rigtigt på korset, fordi hans ånd forlod legemet inden døden.
Der var altså tale om en ’Kristus’, som kun tilsyneladende var et menneske og kun tilsyneladende døde på korset. Gnostikerne kunne derfor heller ikke acceptere talen om en fysisk opstandelse og var således på afgørende punkter i direkte modstrid med Ny Testamente.

Ny Testamente taler om Jesu kød og blod

Apostlen Johannes taler i sit evangelium (1:14) om, at Jesus blev menneske, og i Joh. 20:27 tilbyder Jesus den tvivlende Tomas at røre ved naglemærkerne på Jesu krop efter opstandelsen.
Jesus gjorde det også klart for andre af disciplene, at han ikke var et spøgelse eller en ånd:
”Se på mine hænder og mine fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; en ånd har jo ikke kød og knogler, som I ser, jeg har” , siger Jesus i Lukas 24:39 – hvorefter han spiser et stykke fisk.

New Age-lignende lære

Gnostikerne afviser troen på legemets opstandelse til fordel for en tro på forudbestemmelse (prædestination) og sjælevandring (reinkarnation). I mytiske beskrivelser, der minder om New Age og østens religioner, tales der om et fald eller en ubalance i den højere verden. Her optræder åndemagter (æoner), som behersker hver deres felt mellem lys og mørke, og man nævner mange forskellige gudenavne, som Jesus beskrives som medium for.
Samtidig er der i gnosticismen masser af astrologi, talmystik og magiske ritualer. Gnostikerne mente, at de gennem en bevidstgørelse eller et kald fra den højere verden kunne blive ”åndelige”.
Den religiøse elite blandt gnostikerne var ”de åndelige”, som havde del i erkendelsen. Almindelige kristne blev betegnet ”sjælelige”, mens alle andre blev betegnet ”materielle” og anset som håbløst fortabte. (Leif Grane: Kirken i historien. De første otte århundreder. Gyldendal 1973).

Kan kroppen frelses?

For en gnostiker er ånden det sande menneske, mens kroppen ses som en grav eller et fængsel. Derfor kunne kroppen aldrig blive frelst, og den sande frelse bestod i, at ånden blev befriet fra kroppens fængsel.
Gnostikerne læste Paulus’ breve med omtalen af ”det gamle menneske” eller ”det kødelige” som en betegnelse for kroppen eller seksualiteten – ikke som en beskrivelse af det ”naturlige” menneske, der styres af forskellige drifter og begær.
Når nogle af de mere radikale kristne blev ørken-eremitter og munke, handlede det dog ikke om at bekæmpe kroppen men derimod om at bekæmpe lidenskaberne. Målet var hele menneskets frelse, fastslår den svenske præst Peter Halldorf i artiklen om Gnosticismen på www.levendevand.dk.
En ægte gnostiker kunne føle sig hævet over al moral. Tanken om at det, som kroppen gør, ikke kan besmitte ånden, kunne føre til ét af to resultater: at man enten dyrkede det kødelige – eller modsat: at man gennem askese prøvede at forædle eller hellig-gøre kroppen. Markion forbød fx ægteskab i direkte modstrid med Paulus’ ord i 1. Tim. 1-5.

Krop og sjæl hører sammen

Apostlen Judas taler imod antinomismens kødelighed med ordene ”…folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus… de besmitter kødet, foragter Herrens værdighed og spotter høje englemagter.” (Jud. 4 og 8)
Den kristne tanke er, at krop og sjæl hører sammen.
”Det ultimative tegn på, at krop og sjæl hørte sammen, var, at Ordet var blevet kød.” Jesu liv, død og opstandelse var for de første kristne et løfte om, at kroppens og sjælens frelse også gik hånd i hånd i deres egne liv, skriver Peter Halldorf.
Apostlen Johannes betoner stærkt, at Kristus er ”kommet som et menneske af kød og blod”. Den som fornægter det, har Antikrists ånd! (1 Joh. 4:1-3.)
For kirkefaderen Irenæus var det faktum, at Gud blev menneske, altafgørende for, at mennesker kan blive frelst. ”Jesus Kristus, vor Herre, er i sin umådelige kærlighed blevet det, vi var, for at vi fuldkommen kan blive det, han er”. Tertullian taler om ”Caro cardis salutis”, at kødet er frelsens hængsel. Hvis Jesus ikke var blevet virkeligt menneske, var Hans død på korset meningsløs. Det var apostlenes store udfordring at ”holde sammen på krop og ånd” i den tids religiøse verden, understreger Peter Halldorf.

Opstandelse i kød og blod

Paulus gør i 1. Kor. 15 op med den forestilling, at der ikke findes nogen opstandelse. Her siger han bl.a.: ”Hvis døde ikke kan genopstå, så er Kristus heller ikke genopstået. I så fald er jeres tro værdiløs, og I har ikke fået tilgivelse for jeres synder. Desuden er alle de, som er sovet ind i troen på Kristus, gået fortabt, og vi, som har satset vores største forventninger i dette liv på Kristus, er så de ynkværdigste af alle mennesker.”
Jesu opstandelse i kød og blod er altafgørende for, at han kan frelse os. Den indebærer også, at vi skal blive som ham i opstandelsen.
Tertullian formulerede bl.a. ”trosreglen” for at hjælpe menighederne til at afvise gnosticismen. Her beskrives Jesu menneskelighed, hans død og opstandelse, og der tales om kødets genskabelse i forbindelse med verdensdommen. ”Denne regel …rejser ingen vanskeligheder hos os, undtagen dem, som indfører kætterier og gør mennesker til kættere”, skriver han. (Leif Granes oversættelse).
Nogle af de her skitserede træk ved gnosticismen kan genfindes i 1600-tallets deisme, i 1700-tallets logevæsen, i Hegels religionsfilosofi, i Rudolf Steiners antroposofi, i de nyreligiøse bevægelser – og desværre også blandt kristne teologer, præster og biskopper.
Men Jesu opstandelse besejrede døden. Denne verden vil gå under, men Gud vil skabe en ny himmel og en ny jord, hvor fred og retfærdighed råder mellem Gud og mennesker og mellem mennesker indbyrdes.
”Men vi ser frem til den nye himmel og den nye jord, som Gud har lovet os, og dér hersker Guds vilje uden begrænsning.”
(1 Pet. 3:13)