Påskebudskabet giver medfølelse og handlekraft

Påsken markerer det særlige ved kristendommen: at se lidelserne i øjnene og gøre noget ved dem.

Af Kim Hartzner, læge og
generalsekretær i Mission Øst

Påske handler om lidelse og håb. Det samme gør den nødhjælp, som jeg og Mission Øst engagerer os i hver eneste dag. Vi ser lidelse på lidelse, når kristne forfølges og fordrives, og når yezidier jagtes og slagtes af Islamisk Stat.
Det er ikke til at bære, hvis vi ikke også kan tænde et lille håb for de overlevende. Og det gør vi for de 50.000, vi har kunnet hjælpe siden sommeren 2014, hvor Islamisk Stats forbrydelser for alvor gik op for verdenssamfundet.
Mens vi giver varmt tøj til børnene, uddeler sæbe, dunke og kander til kvinderne og overrækker byggematerialer og varmeapparater til mændene, tænder vi et lille håb om, at der stadig findes en retfærdig verden udenfor. Lidelserne lindres, og håbet tændes helt i påskens ånd.
Påskedramaet begynder jo med, at Jesus må gennemgå ufattelige lidelser, mens han bliver tortureret og til sidst brutalt henrettet på et kors. Netop derfor, siger Bibelen, kan han føle med os og hjælpe os midt i vore lidelser.
Men påsken slutter ikke med lidelse og død. Dramaet når sit højdepunkt, når Jesus besejrer alle dødens destruktive kræfter og opstår lyslevende i glans og herlighed. En påmindelse om, at ondskaben ikke får det sidste ord. Der er håb forude et eller andet sted, og dette håb motiverer os til skridt for skridt at bevæge os i en konstruktiv retning.
Jeg ser den kristne påske blive kød og blod for mine øjne, når modtagere af nødhjælp får mod. Når barnet pludselig leger og pjatter, mens moren skjuler et lille smil bag sløret og faren kigger stolt på sin familie. Jeg ser påskens under. Det umulige sker.

For hvordan i al verden trøster du et barn, der har set sine forældre blive skudt? Hvordan får den voldtagne kvinde nogensinde værdigheden tilbage? Og hvad skal der til, for at en familiefar igen får mod og mulighed for at skabe tryghed for sin familie?
Det er den brutale virkelighed for de tusindvis af fordrevne kristne, yezidier og muslimer tæt på krigszonen i Irak. I angst for nye overgreb må de skjule sig i hjemmelavede telte, ufærdige betonbygninger eller bag ørkenklipper under åben himmel.
Gud hjælpe os!
Og det tror jeg, han gør, når vi bistår de nødlidende, så godt vi kan. Han giver styrke til at agere med medfølelse. Kristendommen er realistisk, så vi både får empati med de lidende og kan gøre noget ved lidelsen. At tro er ikke at flygte fra virkeligheden, men at hente styrke til at gøre noget ved virkeligheden, uanset hvor forfærdelig den er.
Jeg ser lidelse, ja, men jeg ser også håb. Og det er et håb, der kan lindre smerten hos det forældreløse barn, give den voldtagne kvinde en smule værdighed tilbage og give overblik og overskud til, at manden igen kan forsørge og skabe tryghed for sin familie.