Debutkoncert med WORSHIP i Aalborg
Lørdag d. 16. april inviterer WORSHIP til debutkoncert i Bethaniakirken i Aalborg.
Stilmæssigt hører WORSHIP hjemme i den amerikanske country- og gospeltradition.
Pianist og projektleder Bjarke Toft er bl.a. inspireret af de amerikanske stiftere af Gaither Gospel, Bill og Gloria Gaither, der har udgivet utallige kristne sange i ny fortolkning.
WORSHIP har fundet sin egen fortolkning, der leveres af forskellige vokalgrupper og solister, ledsaget af kor, i en både elektrisk og akustisk blanding af ballader, svedig gospel og traditionel country.
WORSHIP har været undervejs i ca. to år. De omkring 30 sangere, musikere og teknikere er hentet fra mange forskellige kirker i Midt- og Nordjylland.
– Efter den lange forberedelsestid glæder vi os nu til at træde offentligt frem og formidle det glade, kristne budskab gennem en musikstil, vi brænder for, siger Bjarke Toft.
– Som kirke glæder vi os til at kunne præsenteret WORSHIP – endda ved debutten, siger menighedsrådsformand Poul Erik Jensen og fortsætter:
– Vi vil gerne med koncerten vise, at kirken er åben for alle, der elsker glad sang og musik.
Billetter kan købes ved døren.