Vers for vægtere
Til sommer udgiver Arvid Asmussen sit tredje album, hvor lovsangen flyttes ud af dagligstuerne til vores medmennesker i et folkeligt sprog, som er til at forstå.
Af Julia Sakskjær
”En mand går rundt i byens stille gader. En nattevagt med våben og med lys.” Sådan indledes første sang på Arvid Asmussens tredje lovsangsalbum, VERS FOR VÆGTERE, som udkommer den 11. juni.
Måske ikke en helt oplagt intro på en ny dansk lovsangsudgivelse, men Arvid Asmussen forklarer:
– I gamle dage var der vægtere i de fleste større danske købstæder. Vægteren var en slags nattevagt, der gik i byens gader og sørgede for ro og orden. Han var bevæbnet for at kunne forsvare byen mod røvere. Hver time sang han salmevers og små viser om byens borgere. Det var også ham, der tændte lys i lanternerne i gaderne og på byens torve. Når solen stod op, var hans vagt forbi.
– Jeg tror, Gud vil, at vi skal være vægtere for vores byer. Med vores salmer og lovsange til Gud kan vi bede om velsignelse for vores by. Med Guds kærlighed og kraft kan vi sprede lys i mørket. Og vi kan håbe på det største lys af alle, Jesus, der kommer igen og én gang for alle slår mørket på flugt”, siger Arvid Asmussen.
Rens ud, flyt ind
Lovsangene er optaget live i Aarhus Valgmenighed sammen med en flok lovsangere fra menigheden. Under optagelserne skete der noget uventet mellem én af sangene.
Arvid Asmussen fortæller:
– Vi havde lige sunget om, hvordan Helligånden tager bolig i os, med ordene: ”Rens ud, flyt ind”. Lige inden vi skulle lave en ny optagelse af den samme sang, fortalte én af sangerne om hendes veninde, som netop havde fået konstateret kræft. Pludselig gav ”Rens ud, flyt ind” en helt anden mening, nemlig som en forbøn for den syge veninde.
Denne oplevelse var et godt eksempel på, hvad Arvid Asmussen håber, de nye sange må gøre ved os: At Gud bevæger os, så vores hjerter flyder over med kærlighed til hinanden og til mennesker i vores byer.
En vægter på turné
Vers for vægtere har release ved en stor lovsangsfest i Citykirken i Aarhus d. 11. juni. Herefter tager Arvid Asmussen og bandet på turne rundt til 18 forskellige kirker, sommerstævner og efterskoler i hele landet.
– Jeg håber, at billedet af vægteren må blive taget imod som et kald til både tilbedelse og mission, siger Arvid Asmussen