Bear Grylls fra vildmarken viser vej på Alpha-kurser

Bear Grylls med præsident Barak Obama i Alaskas ødemark.
Bear Grylls med præsident Barak Obama i Alaskas ødemark.

Den verdensberømte vildmarks-eventyrer, Bear Grylls, fik sit livs største oplevelse ved at komme til tro. Han anbefaler derfor at gå på Alpha kristendoms-kursus.

Bear Grylls er en international kendt adventurer, og hans TV-shows har haft 1,5 mia. seere!
Han tager kendte personer med ud i vildmarken og lader dem gennemleve grænsesprængende oplevelser. Han tog fx præsident Barak Obama med ud i Alaskas vildmark.

Selv om Bear Grylls har haft utroligt seje oplevelser i vildmarken, som mange ikke tør drømme om, var hans største oplevelse at lære Jesus at kende og komme til kristen tro. Bear har selv været med på et Alpha-kursus. Det er et kursus, som opstod i en anglikansk kirke i London, og som derfra har spredt sig til hele verden. Idéen i Alpha-kurset er at undersøge kristendommen, uden at deltagerne på forhånd nødvendigvis er kristne. Man kan være ateist, tvivler eller tilhøre en anden religion. På kurset får man præsenteret de grundlæggende og vigtigste dele af den kristne tro. Derefter diskuterer man åbent og fordomsfrit i mindre grupper. Man spiser også sammen, og der er en afslappet stemning.
Bear var åbenbart så glad for at være med på sådan et kursus, at han nu lægger navn, ansigt og historie til en kampagne for Alpha-kurser.

Også i Danmark kan man komme med på et Alpha-kursus. Man kan gå ind på hjemmesiden danmark.alpha.org og se nærmere. Hvis man skriver danmark.alpha.org/prov kommer man til en oversigt over, hvor der findes kurser. Alle kurser er muligvis ikke markeret endnu. Men man kan få mere at vide ved at kontakte Alpha Danmark.