Abort øger risiko for sygdom og misbrug
Kvinder har markant øget risiko for psykiske lidelser efter en abort, viser ny undersøgelse.
I en forløbsundersøgelse, som har fulgt 8000 yngre kvinder gennem 13 år, sammenlignes statistikker for dem, som hhv. har født, har haft en ufrivillig abort, en provokeret abort og dem, der aldrig har været gravide.
Undersøgelsen er foretaget af sociologi-professor Paul Sullins fra The Catholic University of America. Deltagerne kom fra hele USA.
Syv problemer i fokus
Sullins har undersøgt kvindernes situation mht. depression, angstlidelser, selvmordstanker, afhængighed af nikotin, alkohol, narkotiske stoffer og cannabis.
Undersøgelsen viser, at kvinder, som har fået en abort, har en 45 procent øget risiko for efterfølgende at få psykisk sygdom eller misbrug. Derimod havde kvinder, som har født, en 0,66 procent mindre forekomst af mentale problemer end de tre øvrige grupper.
Det amerikanske register The Centers for Disease Control and Prevention (CDC) kræver ikke, at delstaterne indsender data om aborter. Hver stat har sine egne love for rapportering, og mange gør det slet ikke. Og de stater som indsender data, gør det på hver sin måde. Faktisk viser en undersøgelse udgivet af Charlotte Lozier Institute i august 2016, at der er dårlig rapportering fra de stater med den højeste abort-rate. Det gælder bl.a. New York, Maryland, The District of Columbia, New Jersey, Florida og Californien.
Forskernes mangel på pålidelige data er gået ud over deres videnskabelige arbejde og kvaliteten af statistikker på området.
Pålidelig undersøgelse
Med den nye undersøgelse har Paul Sullins nu set på data fra 8,005 kvinder i alderen 15-28 år.
Abort-tilhængere vil ofte forklare sammenhængen mellem abort og psykiske problemer med at kvinderne har været ofre for tidligere psykisk sygdom, voldtægt, partnervold og hormonale forstyrrelser.
Men også disse forhold er tilgodeset i Sullins undersøgelse, og han konkluderer: Blandt de fire grupper (kvinder, som har født, haft ufrivillig hhv. provokeret abort og dem, der aldrig har været gravide) er kun provokeret abort forbundet med en højere risiko for mental sygdom.
Ændres lovgivningen?
Undersøgelsens resultat kan måske få indflydelse på USAs abort-lovgivning. Ifølge Sullins er der ikke en eneste undersøgelse, som kan dokumentere psykiske fordele ved en abort. Alligevel får delstaterne ikke engang tilladelse til at forbyde sen-aborter, hvis det menes at kunne gavne moderens liv og helbred – inklusive hendes psykiske helbred.
– Forudsætningen for disse argumenter er, at en abort vil medføre mindre angst, tvang, smerte og psykiske mén end det at lade graviditeten fortsætte. Men denne undersøgelse viser, at den forudsætning ikke bliver understøttet af videnskabelige beviser, understreger Paul Sullins.