På pokémon-jagt

I dag var jeg og min ældste søn på 12 år på pokémon-jagt inde i Bibliotekshaven (Pokémon Go). Vi havde hørt, det var et godt sted, og at der var flere sjældne af dem derinde.

Det vidste resten af Sjælland så åbenbart også, for der var til min forbavselse flere hundreder mennesker derinde, børn, unge og voksne.
Folk stod eller sad overalt rundt omkring i haven og tjekkede deres telefoner eller iPads. Pludselig bevægede størstedelen af menneskeflokken sig massivt hen mod det ene hjørne af haven.

Ophidsede og begejstrede børn og unge stormede hen for at fange en særlig sjælden pokémon, som nogen angiveligt skulle have fundet derhenne. Få minutter efter vendte de fleste slukørede tilbage uden gevinst, for det var oftest bare en ”prank”, altså bare noget, nogle havde fundet på at sige/råbe for sjov.

Min søn fulgte med flokken et par gange, og som han sagde bagefter: ”Jeg ved godt, at det nok bare er en ”prank”, men hvad nu hvis der alligevel er noget?”. Og sådan kom vi til at tale om, hvor svært det er at stå imod gruppepres og massehysteri, for selvom hjernen maner til fornuft, så er der den der følelse i resten af kroppen, som har trang til at følge med massen.

Flertallet må have ret?! Det gælder ikke kun i forbindelse med pokémon, men også på så mange andre områder i livet, politik, mode, moral, social adfærd osv.

Så tak til Pokémon Go for en super anledning til at snakke med min søn om livets store udfordringer.
Hilsen Suh