Venstre sidebanner eksempel

Først nu tør Mona sige, at hun er kristen

 - Vi ønsker at dele vores tro på Jesus, siger Mona og Sijawash, som nu skal bo i Fredericia.
– Vi ønsker at dele vores tro på Jesus, siger Mona og Sijawash, som nu skal bo i Fredericia.

Den 28-årige ingeniør turde ikke sige de forbudte ord i det muslimske Iran – nu nyder hun religions-friheden i Danmark. 

Da ingeniør Mona Seyghalahi blev registreret som asylansøger i Danmark sidste år, skulle hun oplyse sin religion. For første gang sagde hun de forbudte ord: Jeg er kristen!

Mona (28) har fortalt sin historie til bladet Nyt på Tværs. Hun og manden Sijawash blev døbt allerede efter to måneder i Danmark.
– Vi kunne ikke vente længere.- Jeg bare græd og græd af glæde. Det var som at få et nyt liv og en ny fødselsdag, fortæller Mona.

Ægteparret hører til den kategori af ”muslimer”, som har været hemmeligt kristne i hjemlandet. Monas mor fortalte hende, at Jesus elsker børn. Familien havde venner i den armenske kirke, men børnene vidste, at de ikke måtte tale med andre om troen. Mona fortæller, at hun også var tiltrukket af, at mænd og kvinder er lige i kristendommen.

Hendes mand voksede op i et armensk kvarter i Teheran. Da parret måtte flygte, var det med bøn til Jesus om hjælp. De kom med i en kirke Fredericia, hvor der var andre iranere, og de blev døbt i december sidste år.

Parret fik også velsignet deres ægteskab i kirken. Det blev en festlig dag med en stor bryllupskage lavet af byens konditor, fortæller parret. De har holdt café som en del af deres praktikforløb på asylcenteret. Og de drømmer om en dag at åbne en restaurant i Danmark.

Ifølge Danmarks Statistik fik 171 iranere asyl sidste år.

Da Mona Seyghalahi i oktober sidste år søgte asyl i Danmark, blev hun spurgt om sin religion. Den 28-årige ingeniør fra Teheran var ikke i tvivl. Selv om hun var opvokset i en muslimsk familie, vidste hun med sig selv, at hun ikke var muslim. Måske havde hun aldrig været det. Efter mange år med en hemmelig tro var hun kommet til et land, hvor hun vovede at sige det forbudte ord højt uden frygt for repressalier. Svaret kom prompte. ”Jeg er kristen,” sagde hun.

I Iran var det alt for farligt for Mona Seyghalahi (28) og hendes mand Sijawash Bavandi (29) at opsøge en kirke med henblik på dåb. Men efter to måneder som asylansøgere i Danmark kunne parret ikke vente længere. Selv om de endnu ikke vidste, om de ville få opholdstilladelse, ville de døbes.

En decemberdag sidste år sagde de ja til den kristne tro ved en dåbsgudstjeneste i Fredericia, hvor de var indkvarteret på byens asylcenter.

Jesus-troende i Iran

Mona Seyghalahi og Sijawash Bavandi, der i dag bor på et asylcenter på Langeland, er blandt de flere hundrede iranske asylansøgere, der de seneste år er døbt ind i folkekirken.

Siden den islamiske revolution i 1979 har muslimer ikke kunnet skifte religion i Iran, og interesse for andre religioner er forbundet med betydelig risiko for forfølgelse fra myndighederne. Alligevel – eller måske netop derfor – er mange iranere tiltrukket af kristendommen, fortæller Mona Seyghalahi, der allerede som barn ønskede at vide mere.

– Jeg var kun fem år gammel, da jeg første gang tændte lys for Jesus. Min mor havde fortalt mig, at Jesus elsker børn. Jeg tror, at min mor allerede dengang hemmeligt havde Jesus i sit hjerte.

– I Iran kan man ikke vælge sin religion. Mine forældre har altid givet min bror og mig stor frihed til at læse bøger og tænke, som vi ville, men vi vidste, at vi aldrig måtte sige noget uden for vores hjem. Det var meget farligt.

Som mange iranske unge havde Mona Seyghalahi mange spørgsmål. Den otte år lange krig mod nabolandet Irak havde kostet omkring en million mennesker livet, heriblandt mange ganske unge. Hertil kom, at Mona altid havde haft svært ved at affinde sig med den åbenlyse ulighed mellem mænd og kvinder, som havde været en del af det iranske samfund, siden landet blev omdannet til en islamisk stat.

– Alle vegne hørte vi, at islam var den bedste religion. Men hvorfor skulle så mange unge i vores land dø i krigen? Og hvorfor skulle piger gå med tørklæde, fra vi var ni år?

Jeg læste meget om Jesus og googlede mange ting. Det var meget forbudt, men jeg kunne godt lide det, jeg læste. Jeg havde en kristen armensk veninde og var meget tiltrukket af kristendommen.
Jesus var så anderledes. Jesus siger, at mænd og kvinder er lige. I islam er der ikke lighed mellem mænd og kvinder.

Besøgte huskirke

For tre år siden blev Mona Seyghalahi gift med Sijawash Bavandi, der var opvokset i et armensk kvarter i Teheran, hvor der boede mange kristne. Det viste sig, at Sijawash havde familie i London, der var blevet kristne for 25 år siden.

– Hans familie var ikke religiøs, men hans bedstemor gik i kirke inden revolutionen, da det ikke var forbudt. Hun havde fortalt ham om Jesu mor Maria. Da jeg fortalte Sijawash, at Jesus var i mit hjerte, ville han gerne høre mere.

– En af min mands venner inviterede os til at besøge en hemmelig huskirke i en lille by, hvor 10-15 mennesker mødtes i et privat hjem. Folk kom og gik på forskellige tidspunkter, for det var meget forbudt.

Vi bad sammen og læste fra Bibelen. Det havde vi aldrig oplevet før. Det var noget meget stort for os. Men vi var hele tiden bange for, at politiet skulle komme, husker hun.

Første gudstjeneste i et frit land

Det var politiske problemer, der sidste år sendte parret på flugt over grænsen til Tyrkiet og derfra videre til Europa.
– Min mand havde en forretning, hvor han solgte mobiltelefoner, som han importerede fra Dubai. På et tidspunkt hjalp han nogle venner med elektronisk udstyr. Bagefter fik vi mange problemer med sikkerhedspolitiet, der kom til min mands forretning. En ven blev fængslet og døde i fængslet. Det blev meget farligt for os.

Familie og venner hjalp med at arrangere flugten gennem flere lufthavne. Jeg var meget bange og bad til Jesus hele tiden. Det var et mirakel, at de hver gang lod os rejse videre. Da vi nåede København, sagde politiet velkommen til Danmark. Vi kunne næsten ikke fatte, at vi nu var i et frit land, fortæller Mona.

Efter et par uger blev parret overflyttet til et asylcenter i Fredericia.
– Centret lå inde i byen. Fra vores vindue kunne vi se en kirke. Det var vores chance! Men da jeg var derhenne den første dag, var kirken lukket. Jeg var meget skuffet. Senere mødte jeg en kristen iraner, der inviterede os til gudstjeneste i en anden kirke og gav mig sin bibel.
Det var første gang, vi oplevede en gudstjeneste. Kirken var fuld af mennesker. Og der var ikke noget politi! Vi forstod ikke noget, men vi fik en salmebog og sad og snakkede med Jesus i vores hjerte. Bagefter var der kirkekaffe, hvor folk kom hen og sagde velkommen. Vi følte en stor varme.

Dåben var som et nyt liv

– Vi ville gerne lære mere om Jesus og fik lov at følge et kursus i kirken. Efterhånden var vi rigtig mange iranere, der kom i kirken, fortæller Mona, der i flere år havde haft et stærkt ønske om dåb.

– I Danmark var det pludselig muligt. At blive døbt var som at få et helt nyt liv og en ny fødselsdag. Jeg bare græd og græd af glæde!
Bagefter inviterede vi til dåbsfest med iransk mad, musik og dans. Vi var over hundrede danskere og iranere. Vi fik også danske dåbsvidner fra menigheden, der inviterede os hjem og kom og besøgte os. De er blevet som vores nye familie.

Ny bryllupsfest

Efter dåben fortsatte parret med at følge undervisning i kirken.
– Når vi sad i kirken, glemte vi alt andet – vores asylsag og usikkerheden om fremtiden. At modtage brød og vin fra Jesus hjalp os til at være stærke resten af ugen.

Da jeg fortalte mine forældre, at jeg var blevet døbt, blev de meget glade på mine vegne. Nu havde jeg endelig fået mulighed for selv at vælge min religion.

– Efter nogle måneder bad vi præsten velsigne vores ægteskab i kirken. For os var det som vores rigtige bryllup. Nu kunne vi begynde et nyt liv sammen for Guds ansigt. Vi holdt en stor fest, og en konditor fra byen lavede en bryllupskage til os i fire lag.

På asylcentret fik parret lov at holde café nogle timer hver dag som en del af et praktikforløb. Her lavede de kaffe, te og sandwiches og snakkede med de andre beboere, fortæller Sijawash, der drømmer om en dag at åbne en restaurant i Danmark.

– Vi kan godt lide at lave mad og vil gerne gøre nytte her. Samtidig ønsker vi at dele vores tro på Jesus. På centret var der flere iranere, der gerne ville med hen i kirken, når vi fortalte, hvad Jesus havde gjort for os. Nogle blev senere døbt.

Færre i kirke på Langeland

Da asylcentret i Fredericia lukkede i juni som følge af et faldende antal asylansøgere, blev Mona og Sijawash overflyttet til et center på Langeland.

– Det har været en stor omvæltning. I Fredericia var vi mange kristne. Sådan er det ikke her. Vi savner vores kirke og vores venner, der har støttet os meget. Den første søndag cyklede vi hen til en kirke i den nærmeste by, men der var kun nogle få meget gamle mennesker og så os.

Hvorfor kommer folk ikke?

Det er svært for os at forstå, når man kan gå i kirke i Danmark uden at være bange for politiet. Den næste søndag prøvede vi en anden kirke. Der var slet ingen mennesker og ingen præst, men døren var åben, så vi satte os ind i kirken og bad til Jesus, fortæller Mona. Sijawash supplerer:

– Vi vil meget gerne have besøg af danskere fra kirken, der vil bede og læse i Bibelen sammen med os. Vi er jo nye kristne. Mange danskere har været kristne i mange år og ved en masse om deres tro. Vi vil gerne lære fra dem. Vi håber meget, at vi får lov at blive i Danmark. Det er vores drøm at få lov at bo i et land, hvor vi kan gå i kirke og fortælle om Jesus uden at være bange.

BMF/bladet Nyt på Tværs

Sidste nyt: Mona og Sijawash har nu fået asyl i Danmark