743 overgreb i tyske asyl-centre er ’toppen af isbjerget’

En rapport fra Open Doors Deutschland i maj satte fokus på kristne flygtninges problemer. Nu dokumenterer en ny rapport, at 743 kristne og 10 yazidier har været udsat for trusler og overgreb på tyske asylcentre i perioden feb.-maj 2016.
En rapport fra Open Doors Deutschland i maj satte fokus på kristne flygtninges problemer. Nu dokumenterer en ny rapport, at 743 kristne og 10 yazidier har været udsat for trusler og overgreb på tyske asylcentre i perioden feb.-maj 2016.

Mange overgreb mod kristne flygtninge forties af politiske årsager. Men det er urimeligt at eksperimentere med religiøse minoriteters liv og helbred, mener Åbne Døre.

Kristne flygtninges situation i tyske asylcentre er ”ikke til at bære”.

Sådan lyder konklusionen i en rapport fra oktober, som blev udgivet med Åbne Døres tyske afdeling som medudgiver.
Rapporten dokumenterer 743 tilfælde af diskriminering, dødstrusler og fysiske overgreb mod kristne begået af muslimske flygtninge og ansatte mellem februar og maj i år. Samtidig understreges det, at dette kun er toppen af isbjerget.

Overgreb forties

Rapporten sætter også fokus på problemerne ved at rapportere om de religiøst betingede angreb.
Der findes nemlig to ekstreme holdninger til sagen: Mange medier og politikere vil ignorere eller forsvare muslimske flygtninges angreb ud fra hensyn til politisk korrekthed, mens de mest højreorienterede vil udnytte statistikken til egen politisk vinding.

Men det bør ikke føre til fortielse af problemet, for trosfrihed er en menneskeret, understreger Åbne Døre. Og netop Tyskland, der ofte agerer vagthund overfor brud på menneskerettighederne på den internationale scene, bør ikke opgive at beskytte minoriteter af hensyn til politiske mål eller visse gruppers særinteresser.

Tyskland har modtaget over 1 million flygtninge siden 2015. De fleste bor tæt sammen, og flertallet har muslimsk baggrund. Samtidig er centrenes sikkerhedsfolk – som ansættes, fordi de har relevante sprogkundskaber og selv er migranter – skyld i en tredjedel af overgrebene.
En rapport fra maj satte fokus på problemet, men angav ingen løsninger. Den seneste rapport tilføjede 512 dokumenterede tilfælde af religiøs forfølgelse af kristne flygtninge. Det totale antal er 314 dødstrusler, 416 voldelige angreb og 44 seksuelle overgreb.
Kun 17 procent af ofrene havde meldt deres sag til politiet. Nogle undlod at gøre det af frygt for nye angreb på deres familie i Tyskland eller i hjemlandet. Og mange kvindelige ofre af mellemøstlig baggrund undlader at melde sager på grund af den skam, der forbindes med seksuelle overgreb.

En syrisk kvinde i rapporten fortæller, at hun blev angrebet med en kniv og kaldt ”en ulækker svine-ædende vantro”. Hun fik også at vide, at hun ville blive stukket ihjel, hvis hun viste sig i køkkenet igen.

Omrejsende Sharia-råd

I en undersøgelse offentliggjort den 24. oktober fortæller Åbne Døre, at en gruppe kristne fra Rotenburg fandt en seddel med teksten: ”Halshug de vantro”, da de vendte hjem fra kirke i juli.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Herefter søgte de kristne asyl i en lokal kirke. En af dem fortæller: ”Den samme gruppe muslimer fra forskellige lande rejser rundt og former et Sharia-råd; de rådgiver om, hvad man skal gøre med os og hvilke love, de skal bruge, når de dømmer os. Rådet består af sheiker og mullah’er”.

Åbne Døre konkluderer, at mens nogle moderate muslimer forsvarer de kristne, er der tale om et både stort og omfattende problem. Det hænger sammen med flygtningenes baggrund i hjemlande som Iran, Syrien, Irak og Afghanistan, der alle hører til i top-ti på Åbne Døres liste over lande, hvor kristne forfølges mest.

Flere muslimer konverterer

Samtidig er det blevet bekræftet, at stadig flere muslimer bliver kristne. Mere end halvdelen af ofrene på asylcentrene var konverterede, og 29 % af dem var blevet kristne siden ankomsten til Tyskland.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Tyske politikere er delt i responsen til rapporten. ”Dem, der terroriserer kristne eller ateister i flygtningecentre skal ikke have ret til at ansøge om asyl”, udtalte integrationskommissær Martin Neumeyer på et pressemøde efter lanceringen af Åbne Døres rapport.
Men andre politikere har valgt at nedtone antallet af sager. De hævder, at overgrebene ikke er religiøst motiverede – eller de udtrykker en forventning om, at flygtningene ”bare må lære at leve i fred med hinanden”.

Blandt ofrene ønskede et stort flertal adgang til ”separate bolig-ordninger” for kristne flygtninge. Men der er ikke tegn på, at det vil ske i nær fremtid.

Rapporten slutter derfor med følgende advarsel:
”Der bør ikke foretages flere ”integrations-eksperimenter” på de kristne flygtninges og andre religiøse minoriteters bekostning.”