Adventskalender i Kristkirken i Kolding
Kristkirken har, i samarbejde med Norea Mediemission, lavet en Børne-adventskalender i fire afsnit. Kalenderen vil blive sendt ud på Noreas Facebook- og Youtube-kanal på de fire adventssøndage. Også den lokale tv-station, TV-Kolding, vil hver søndag sende et afsnit af kalenderen til borgerne i Kolding og omegn.
I adventskalenderen møder man dukken Rasmus, der venter på jul i Kristkirken. På de fire adventssøndage møder han præsten Michael, og de udforsker julen sammen. Sangerinden Nanna Noer synger advents- og julesalmer, som passer til afsnittets tema.
For også at give de lidt ældre en oplevelse, har Norea lavet en musikvideo til den intro-sang som hvert af de fire afsnit indledes med. Norea og Kristkirken håber, at dette alternative adventsprojekt kan give mennesker, og i særdeleshed børn, en større forståelse for julens egentlige indhold.