Bog om ro midt i rystelser
Tim Tebow har netop udgivet en bog med titlen Shaken (’rystet’). Det er fordi, livet består af op-og nedture, fortæller han i et interview med Bible Gateway.
I sin professionelle karriere har footballspilleren oplevet både berømmelse og fyringer. Han bliver også udsat for både beundring og foragt, fordi han frimodigt taler om sin kristne tro og beder før og efter kampene.
Hvem er Tebow?
– Der vil være nogle fantastiske tider, og der vil være svære tider, siger han. ”Hvem var jeg, da jeg vandt Heisman Trophy i sammenligning med dengang, jeg blev smidt ud tre – eller måske fire gange – fra NFL?
Var jeg den person, som blev rost af præsidenter eller den, der blev mest diskuteret og holdt øje med af medierne? Er jeg den person, jeg var på toppen eller den, der havde alle disse nedture?
I bogen fortæller Tebow også om sine rollemodeller:
– Der er så mange mennesker, som jeg har lagt mærke til – wauw, jeg vil gerne have det, han har. Eller det, hun har. Jeg har set, at de har en fred, uanset hvor de er. De har en tryghed, uanset hvad de går igennem.
Det har været sjovt, at jeg i bogen her kunne sætte fokus på mine rollemodeller, dem der har været i stand til at finde et fast fundament i sig selv, uanset hvad livet byder dem, forklarer Tebow.
People-pleaser i mission
Selv om Tebow kalder sig en “people-pleaser,” brænder han for at dele evangeliet om Jesus.
– Man kan elske Gud, og man kan elske mennesker, siger han. Der findes mere end bare penge, berømmelse og magt i denne verden. Du kan have indflydelse, uanset hvem du er, eller hvilken platform du har.
Uanset om du er stor eller lille som rollemodel, vil der være nogen, der holder øje med dig. Du kan ændre livet for et andet menneske. Du kan gøre en forskel, understreger han.