Mission Øst uddeler vinter-nødhjælp i Irak
Folk i Mosul modtager nu pakker med det mest fornødne fra den danske hjælpeorganisation.
Mission Øst har netop uddelt tæpper, hygiejneartikler og førstehjælpsudstyr til 2.100 personer i den østlige del af den krigshærgede storby.
Nødhjælpspakkerne er uddelt til mennesker, der er fanget i konflikten mellem Islamisk Stat og Iraks sikkerhedsstyrker.
Pakkerne indeholder blandt andet tæpper, hygiejneartikler og førstehjælpsudstyr.
I Mosul lever befolkningen i frygt for at blive ramt af enten snigskytter fra IS eller bomber fra allierede, der støtter de irakiske styrker i kampen for at befri storbyen for terrororganisationen.
Netop nu er det dog muligt at komme ind i Øst-Mosul, hvor befolkningen har levet uden de mest basale fornødenheder i månedsvis.
Dansker uddeler hjælp
Et team under ledelse af danske Knud Andersen har været inde i to omgange og uddelt nødhjælpspakker til 350 familier svarende til omkring 2.100 personer.
Pakkerne indeholder blandt andet vanddunke til at opbevare rent drikkevand i, soldrevne lamper, tæpper til at holde varmen med i frostkolde nætter, hygiejneartikler til at forebygge smitte og sygdom, og førstehjælpsudstyr til at klare sår og skrammer med.
– Mission Øst benyttede den på nuværende tidspunkt forbedrede sikkerhedssituation i det østlige Mosul til at rykke hurtigt ind med nødhjælpen. Uden for Mosul blev hjælpepakkerne læsset på mindre lastbiler, for at hjælpen kunne komme sikkert og forsvarligt ind og ud af byen. Med store lastbiler er det svært at komme ud igen, hvis der opstår problemer, forklarer Knud Andersen.
144.000 nye flygtnninge
Ifølge FN er 144.000 mennesker flygtet ud af Mosul, siden offensiven til befrielse af byen begyndte i oktober 2016. Blot den seneste uge er 11.000 flygtet fra kampene.
Mission Øst yder nødhjælp i en koordineret indsats under FN’s ledelse. Hjælpeorganisationen står lige nu klar med hjælpepakker til 35.000 personer. Uddelingerne er finansieret af offentlige donorer og private givere, både enkeltpersoner, virksomheder, foreninger og kirker.
Den danske hjælpeorganisation har hjulpet ofrene for IS’ brutalitet i det nordlige Irak siden sommeren 2014. Siden da har 89.000 fordrevne yezidier, kristne og muslimer fået presenninger, byggematerialer, varmeovne, brændstof, tæpper, vintertøj mm som hjælp til at overleve i slidte telte og ufærdige betonbygninger.
Samtidig arbejder Mission Øst med genopbygning og etablering af vand og sanitet til de fordrevne, som vender hjem til befriede landsbyer.
Hjælpeorganisationen driver desuden seks hjælpecentre i Nordirak, som hjælper børn med at indhente basale skolekundskaber og hjælper unge mænd og kvinder med at bearbejde de ufattelige overgreb, de har været udsat for.
Mission Øst yder nødhjælp og udviklingsstøtte i Østeuropa og Asien og arbejder sammen med lokale partnere i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, det tyske Udenrigsministerium, samt EU og FN.
Svend/Bodil