Regnbuens farver fik en ny betydning for mig

I flyet sad den overbeviste ateist Janin ved siden af to unge kristne. Mødet vendte op og ned på hendes liv.

Midt i januar 2015 sad jeg i flyveren fra Berlin til Stuttgart, på vej til at møde min bedste ven Maik. Jeg sad ved siden af to unge mennesker, og vi faldt i snak. De skulle til en koncert i Stuttgart, noget med ”holy”.

En af dem fortalte, at han ville være præst. Jeg var nysgerrig, fordi de begge var så unge og begejstrede og samtidig så fast rodfæstede, og jeg tænkte: Du skal nok blive præst, er jeg sikker på. Cool!
Selv var jeg ateist, lesbisk og fuld af fordomme om kirke og tro. Men de havde rørt ved noget inden i mig: Når de fortalte så åbent om det, så måtte jeg have min nysgerrighed stillet. Vi blev venner, udvekslede telefonnumre og holdt kontakten.

Så trak det op til krise på mit arbejde. Kort efter forlod min samleverske mig, som jeg havde troet, jeg skulle bygge en fremtid sammen med. Midt i alle problemerne kom jeg til at tænke på Leon fra flyveturen og sendte ham en sms: ”Fortæl mig lige engang, hvordan tackler I kristne livskriser?” Han svarede med et bibelvers: ”Enhver, der råber til Herren om hjælp, vil blive reddet” (Romerbrevet 10,13).

Jeg modtog verset den 23. april 2015, midt om natten, og forstod det ikke. Næste morgen sad jeg i S-toget, læste verset igen og begyndte som ud af det blå at græde. Jeg anede ikke hvorfor. Da jeg ringede og fortalte Leon om det, inviterede han mig om aftenen til ungdomsgudstjeneste i sin menighed.

Som om kæderne skulle sprænges

Men jeg havde haft en hård uge. Efter arbejde var jeg dødtræt og ville hjem. Jeg skulle have taget ringbanen nordpå, men kom med det forkerte tog og opdagede for sent, at jeg var på vej sydpå. Så tænkte jeg: Godt, så kan jeg lige så godt tage hen i menigheden. Og så var jeg der. I en kirke. Som ateist, lesbisk og med regnbuefarvet hår. Besynderligt nok tog folk hjerteligt imod mig.

Så gik gudstjenesten i gang, og jeg sad i halvanden time og græd – selvom jeg på ingen måde er en tudeprinsesse! Andagtstemaet greb mig: Det drejede sig om, at Jesus leder vores liv. Hvis vi holder os bag ved ham, kan vi også sætte over en dyb kløft. Og det var netop sådan, mit liv føltes: Som om jeg stod foran en dyb afgrund og ikke kunne komme videre. Det var input nok for mig, og jeg tog relativt tidligt hjem.

Da jeg lå i min seng, tænkte jeg: Nu vil jeg vide, hvad en rigtig gudstjeneste er! Turen fra min lejlighed til menigheden tog en time, og derfor sad jeg søndag morgen klokken ni i toget på vej til gudstjeneste. Og igen græd jeg mig igennem den næste halvanden time. Jeg havde det, som om hele bjergkæder faldt fra mit hjerte. Det var, som om der var kæder, der sprængtes, og jeg følte mig befriet.

Efter gudstjenesten kom en af ungdomslederne hen til mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ham om denne befriende følelse og også, at jeg ikke vidste ret meget om det at tro. ”Vil du gerne vide mere om det?” spurgte han. ”Ja,” mente jeg. Så stod vi pludselig foran reolen i boghandlen, og jeg fik lov at udsøge mig en bibel.

Over slugter og kløfter

I løbet af seks uger havde jeg læst mig igennem Det Nye Testamente fra først til sidst. Jeg var i den grad blevet grebet og gik til gudstjeneste hver weekend. Inderst inde vidste jeg: Det her er rigtigt, det er det, jeg har ledt efter. Jeg oplevede Gud som Fader og Jesus, der sagde: ”I dig, du svage skabning, viser jeg min styrke og bærer dig over slugter og kløfter.” Jeg vidste ikke noget om at bede. Men jeg mærkede Jesu nærværelse; han var der.

På et tidspunkt læste jeg i Bibelen om, at man ikke tildækker en olielampe; den skal oplyse rummet. Om natten lå jeg vågen i sengen og kunne ikke få ordene ”lys” og ”lampe” ud af hovedet. Pludselig havde jeg en følelse af at se mit indre som en oplyst hule. Jeg så alle skyggerne. Alt snavs, alle uhumskheder, som havde samlet sig i mig i løbet af mit liv, blev vist mig.

Og for første gang forstod jeg, at der var mange grunde i min fortid til, at jeg var blevet lesbisk. Jeg blev klar over, at jeg ikke brød mig om at være tæt på mænd, fordi jeg altid havde forbundet dem med alkohol – og hvem vil have med aggressive slagsbrødre at gøre! Derfor havde jeg vendt mig mod kvinder. Okay, hvis jeg nu har forstået det, så må jeg gøre noget ved det, tænkte jeg og spurgte Gud: ”Hvad vil du, at jeg skal gøre? Skal jeg gå på mandejagt?” Så kom jeg til at tænke på Maik, min bedste ven, og jeg sagde: ”Glem det, Gud! Maik er en endnu værre ateist, end jeg var. Jeg tager ham kun, hvis han bliver kristen,” selvom jeg anså det for at være umuligt.

”Jesus, tag mit liv og brug det!”

I slutningen af maj var jeg igen i Stuttgart. Maik og jeg havde planlagt at lave noget sammen i forbindelse med et firmaarrangement. Ved den lejlighed lærte Maik et par af mine venner at kende, som var kristne. Gud havde ført dem sammen, og de havde giftet sig med hinanden. Deres historie gjorde indtryk på Maik. Han vidste, hvad der var sket med mig – men ikke noget om min bøn, der angik ham. Derpå skete der noget mærkeligt. Vi sad til noget videreuddannelse, og pludselig fik jeg et grådanfald. Så lagde jeg armene om halsen på Maik og sagde: ”Du skal være min mand og far til mine børn!” Og han svarede: ”Ja.”

Derefter fortalte han mig, at han efter samtalen med mine venner havde henvendt sig til Gud og sagt: ”Hvis du findes, så giv mig en hustru ved min side!” To dage senere valgte vi forlovelsesringe. I november blev vi borgerligt viet, og Maik flyttede ind hos mig. Vi blev begge døbt i 2015, og i maj 2016 blev vi kirkeligt viet.
Regnbuefarverne har nu en ny betydning for mig: Gud besegler sin pagt med mennesker. Da Maik og jeg indgik pagt med hinanden og lod os vie, var det derfor også de brogede farver, der prægede billedet.

Gennem hele mit liv har jeg måttet træffe hurtige, velfunderede beslutninger. Den dag, hvor jeg erkendte, at Gud, Jesus og Helligånden var til, sagde jeg: ”Jesus, tag mit liv og brug det! Ligegyldigt, hvad du siger, så vil jeg gøre det.” Således gav jeg Jesus mit ord. Jeg tænkte: Hvis du er Gud, så giver jeg dig alt, hvad jeg har. Han havde talt så indtrængende til mig, så klart og tydeligt. Han havde vist mig og forklaret mig alt. Jeg havde forstået det, og derfor kunne jeg følge. Kun derfor kunne jeg gøre alt med denne fart.

Hidsige diskussioner

Efterfølgende havde jeg meget heftige diskussioner med min familie og i min vennekreds, men jeg kunne snakke helt roligt om det og sige: ”Det føles rigtigt. Nej, jeg er ikke bindegal, og jeg har ikke taget stoffer. Jeg ved, hvad jeg gør.”
Min lesbiske vennekreds reagerede med fuldstændig mangel på forståelse, men sluttede altid af med at sige: ”Nå ja, hvis du er lykkelig …” Pudsigt nok har jeg stadig kontakt til alle disse mennesker, og de spørger indimellem: ”Er du stadig sammen med din mand?” De holder sig til og er nysgerrige.

Håb for andre

De kristne i min menighed er meget deltagende og venlige. De føler, min historie har skabt håb. Mange af dem har homoseksuelle bekendte og har bedt mig om at bede for disse venner. Men jeg ved, at blot fordi jeg selv har oplevet det, betyder det ikke, at enhver anden også vil opleve det. Jesus behandler enhver individuelt. For én tager forandringen en måned, for en anden måske ti år. Jeg vil altid bede for andre, men også altid sige: ”Jesus, tag imod dette liv, vær du vejviseren.”

Filteret er renset

Jeg glæder mig utrolig meget over det, som er hændt mig. Det er, som om det filter, jeg bruger til at føle med, er blevet renset.
Jeg kan mærke, at når jeg tager let på bibellæsningen, er dagen sådan la la. Men når jeg begynder dagen med morgenandagt, er den vidunderlig.

Når jeg beder Jesus om hjælp, træder han gerne til. Han ser naturligvis mine trængsler, men han er en gentleman. Han kommer først, når jeg indbyder ham. Og så fortæller jeg ham, hvor jeg har brug for hans hjælp.

Da jeg var langt nede og bad Jesus hjælpe mig i min svaghed, kom han straks og hjalp mig.

Artiklen er brugt med tilladelse fra kvindemagasinet Lydia.