Hillary Clinton overvejer at blive metodist-præst

Hillary Clinton har skrevet forord til en ny bog med andagter af pastor Bill Shillady.

Troen hjalp Hillary Clinton videre efter skuffelsen ved valgnederlaget, siger hendes præst.

Valgnederlaget føltes som en langfredag. Men der kommer en søndag, og for Hillary bliver det måske et præsteembede.

Det vurderer Hillary Clintons præst, Dr. William S. Shillady. Hun fandt hjælp i troen efter nederlaget til Trump, og nu vil hun gerne tjene Herren fra prædikestolen, mener præsten.

Den 15. august kunne pastor Shillady, som er leder af metodistkirken i New York, udgive en bog med de andagter, han sendte til Hillary under valgkampen. Bogens titel, Strong for a Moment Like This: The Daily Devotions of Hillary Rodham Clinton, hentyder til teksten fra Esters Bog, hvor Gud gav dronning Ester hendes position med henblik på, at hun skulle frelse sit folk.

Lægprædikant

– Da vi skulle tage billeder i forbindelse med bogudgivelsen sagde hun: ’Bill, jeg tror jeg gerne vil prædike.’ I metodistkirken er der en tradition for, at lægfolk kan prædike, og jeg tror, hun gerne vil dele de gode nyheder uden at blande politik ind i det.

Hun føler sig rigtig godt tilpas i prædikestolen. Det er helt naturligt for hende, og hun kender Bibelen. Så jeg tror, at hun vil blive en dygtig prædikant, udtalte pastor Shilladay i et interview med CNN.

Pastor Shillady er ven af Clinton-familien og medvirkede, da datteren Chelsea Clinton blev viet til den jødiske Rabbi James Ponet i 2010. Han har også begravet Hillarys mor, Dorothy Rodham.

Ligesom langfredag

Pastor Shillady fortalte CNN, at Hillary havde oplevet valgnederlaget lige så sønderknusende, som disciplene må have oplevet Jesu korsfæstelse. Men troen og præstens åndelige vejledning hjalp hende.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Hun har fortalt mig, at min email var det første, hun åbnede hver morgen, og det hjalp hende til at holde fokus. Siden valget har hun brugt meget tid på at gå rundt i skovene. Nu er hun ved at komme ud af skoven igen, siger hendes åndelige vejleder. Han mener, at nederlaget delvis skyldes, at Hillary ikke var åben nok om sin tro under valgkampen.

– Hun talte om sin tro hver gang folk spurgte, men i metodist-kulturen er vi som regel ikke nogen, der bærer vores tro uden på tøjet, forklarer pastor Shillady.

Hvis Hillary ikke tror på læren, skal hun vel ikke være metodistpræst, mener Dr. E. Piper.
Er Hillary sand metodist?

Dr. E. Piper fra Oklahoma Wesleyan University tvivler dog på, om Hillary Clinton tror på metodisternes lære.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



– Tror hun, at Jesus er den eneste vej til frelse? John Wesley talte også om Bibelen som Guds ene ufejlbarlige ord. Og hvis hun ikke er enig i det, hvorfor tror hun så, at hun skal være metodistpræst? Ulve i fåreklæder er farlige, men ulve i hyrdeklæder er dødsensfarlige, påpeger Dr. Piper.

Også mange andre kristne udtrykker skepsis overfor toppolitikeren, der ofte har udtalt sig til fordel for fri abort og LGBT (seksuelle minoriteter). Hillary Clinton har bl.a. sagt, at de ufødte ikke har forfatningsmæssige rettigheder. Hun har også omtalt abortmodstandere som ”terrorist-grupper” og udtalte klar støtte til abortgiganten Planned Parenthood under valgkampen.