Det åndelige ægteskab

På dette lovsangsalbum fokuseres der på, at vi som kristne er Jesu brud. Igennem albummet synges der om dette fra forskellige vinkler.

Det udmærkede band ‘Freedom Worship’ er fra Freedom Church of Moncks Corner i South Carolina i USA. De begynder med det optimistiske, proklamerende nummer ‘Forever Alive’. Musikken er i den bløde lovsangsgenre, som de fleste aldersgrupper vil kunne synge med på.

Albummet er bygget op omkring tre dele: Act I, Act II og Act III. Act I handler om Jesus, Act II handler om os, kirken og Act III forener de to i det åndelige bryllup. På sang nr. 8 prædiker pastor Shawn Wood om det, som Jesus gjorde, hvor han ved sin død rev forhænget mellem Gud og os væk. Det er en optakt til det smukke nummer med den passende titel ’The Veil’.

Den lidt over tre minutter lange prædiken kan måske godt virke forstyrrende, når man hører albummet igennem flere gange. Jeg er generelt ikke så vild med, at man skal høre den samme prædiken igen og igen, men det fungerer okay her, synes jeg.

Musikken er varierende og iørefaldende. Det er eftertænksomt, og der er plads til at dvæle ved teksterne og de bibelske sandheder. Og netop teksterne er stærke, fordi de reflekterer et budskab, som er stærkt. Jeg kan godt lide ideen om at lave et klart konceptbaseret album, så man kan dykke lidt ned i mysteriet, løftet og håbet om evigheden med Gud.

Så trænger du til dét, eller har du bare lyst til et nyt, solidt og godt lovsangsalbum, så vil dette her ikke være et dårligt bud. Jeg er ikke blæst bagover i ellevild begejstring, men mindre kan også gøre det.