Intenst, Bluesy, Råt
Da Michael McClellan og Josh Scogin fra henholdsvis metalbandet Becoming The Archetype og hardcorebandet The Chariot meddelte, at de havde startet et nyt projekt op, var folk, forståeligt nok, meget spændte. De to førnævnte bands er powerhouses inden for den kristne hardcore scene, så mange kunne ikke vente med at se, hvad deres samarbejde kunne bringe.
Deres debut udkom i 2014 og blev generelt modtaget meget positivt. Selv blev jeg ikke helt blæst væk, men var dog imponeret nok til, at jeg ville holde øje med, hvad de kunne finde på i fremtiden. Det er jeg rigtig glad for, at jeg valgte at gøre.
Musikken på Two Parts Viper lyder efter min mening flere gange som en forvrænget version af Nirvana. Det er ment på den bedste måde. Der er elementer af både grunge, blues og sydstatsrock i det her album, alt sammen blandet med Josh Scogin’s lidt specielle, men meget passionsfyldte vokalteknik. Musikken i sig selv en meget rå lyd. Ikke fordi det ikke er velproduceret og lyder godt, tværtimod. Produceren på det her album har gjort et fantastisk arbejde mht. at matche vokalens desperation og passion med de forvrængede og nogle gange kaotiske guitartoner.
Der er ikke rigtigt noget specifikt tema over albummets lyrik, så vidt jeg kan lytte mig frem til. Josh Scogin har altid haft en evne til at gøre sine tekster ret åbne for fortolkning, dog uden at gå helt over i det svært abstrakte.
Der er elementer af både livsglæde, kærlighedsfrustrationer, savn, spørgsmål om liv og død og håb for fremtiden i de her tekster. Alt sammen blandet med fortræffeligt dejligt forvrængede grunge-/blues-/rocktoner, som hører til i ens samling, hvis man er fan af alternativ musik.
Joey Lønsmann Jensen
