Et uventet møde med Gud i hytten
Filmatiseringen af bestselleren ”Hytten” har Sam Worthington i hovedrollen som den sorgramte familiefar, der modtager en invitation fra Gud.
Dramaet ’The Shack’ (Hytten) er en fortælling om tro, håb og kærlighed – når dette trekløver er allersværest at få øje på i livet. En historie om et menneske, der bebrejder Gud tragedie, ondskab og smerte, men opdager, at Gud bærer det på sig selv.
En særlig invitation
Sam Worthington spiller Mack, en mand og far, hvis overfladiske kristne tro fordufter helt, da hans yngste datter bliver bortført og myrdet under en campingtur.
Pludselig en dag ligger der en invitation i postkassen. Uden frimærke eller andet, der kan forklare, hvordan det er kommet der. Mack indbydes til hytten, hvor hans datter døde. Afsenderen er ”Papa”, hans kones alt for velkendte kaldenavn for Gud.
Han beslutter sig for at tage af sted, i det han tænker, det er morderens syge spil, som han vil sætte en stopper for en gang for alle. Men der er ingen morder, tværtimod kommer han til at tilbringe weekenden i den treenige Guds selskab.
Amerikansk kristendom
Filmen er ikke vist i de danske biografer, selvom den bygger på en bestseller, der har solgt op imod ti millioner eksemplarer. Det kan man sikkert forklare med en stærk sekularisering i Danmark, som gør publikum mere skeptiske overfor kristne film.
The Shack er et af de største forlagsfænomener i det sidste årti, så en filmatisering er oplagt til fans, som kan se figurerne levendegjort. Men der er noget, ved den måde, amerikanerne formidler troen på, som virker akavet og konstrueret.
”The Shack” ønsker at være en oprigtig udforskning af tro og tilgivelse, men kontrasterne mellem grusomheden og den gode Gud løses i for høj grad med klicheer: Gud elsker alle sine børn, også den alkoholiserede far, der banker sin kone og søn, og barnemorderen, der tager det dyrebareste fra familien. Og det er jo sandt, men hvordan forbliver han retfærdig og god, det er straks vanskeligere for filmen at give troværdige svar på.
At forlige sig
Octavia Spencer spiller Gud. Hun smiler og udtrykker sin kærlighed til Mack, som til gengæld bebrejder Guds manglende indgriben. Jesus og Helligånden står side om side med denne kvindelige Gud, hvilket til tider virker lidt komisk. På den anden side er det en meget håndgribelig illustration af Guds evige ønske om relation. Gud er med både i glæden og i sorgen.
Undervejs møder Mack også den inkarnerede Visdom. Gennem dette møde erkender Mack nogle vigtige sandheder, som ændrer hans forståelse af familietragedien – og ændrer hans liv for altid.
Af Visdom får han tilbudt pladsen på dommersædet. Han bliver spurgt ind til, hvem der fortjener Helvede, og dømmer både den voldelige fader, barnemorderen osv., men de før så indlysende retfærdighedsprincipper modsiges, da han ser den fulde historie bag disse forfærdelige mennesker. Og det hele sættes på spidsen, da han bliver bedt om at bestemme, hvem af hans børn, der skal i Himmelen, henholdsvis Helvede.
I sidste ende må Mack tilgive, give slip på sorgen, for at kunne elske igen. Men nu står han ikke alene, for Gud, Jesus og Den Hellige Ånd følger med.
Filmatisering af William P. Youngs bestseller ’The Shack’
Instruktør: Stuart Hazeldine
Udgivelsesår: 2017
Spilletid: 127 min.