Rift om pladserne på talentskole i Mariager
Fordobling af antal ansøgere til talent-overbygning på Mariager Efterskole.
Meget tyder på, at Mariager Efterskoles nye overbygning, Akademiet, der er målrettet elever, som har afsluttet 9. eller 10. klasse, fænger hos de unge.
Akademiet er foruden at have fokus på den kristne tro og på karakterudvikling også et tilbud om særlig talentundervisning på områder som iværksætteri, elitefodbold, kommunikation, skuespil, musik og lederskab.
Startede i sommerferien
Det første hold startede i sommer. I sidste uge var ansøgerne til næste års hold på introduktionsdag, ”Smag på Akademiet”. Her var godt 40 ansøgere og deres forældre på besøg. Sidste år var der fra starten 19 ansøgere, altså godt og vel en fordobling i interessen.
Årsagen til den store interesse skal bl.a. findes i Akademiets to nye satsninger, elitefodbold og kommunikation, som begge har stor søgning. Fodbolddelen sker i samarbejde med superligaklubben Hobro IKs talenthold.
– Vi oplever, vi har ramt en nerve, hvor visionen om at udruste talentfulde unge kristne rammer rent ind hos teenagerne. De ønsker erfaringer, udfordringer, fordybelse og netværk, som de kan trække på i fremtiden, både når det gælder deres tro og deres evner og interesser, siger Akademiets leder, Morten Iversen.
15 nye pladser næste år
Alle pladser var fyldt op, da Akademiet startede i august, og Morten Iversen regner med, at det også bliver tilfældet til næste år, selv om man udvider med 15 nye pladser.
– Vi er stadig i pionerfasen, men hver uge har nye hørt om Akademiet og søger ind. Så mon ikke vi starter med fuldt hus til næste sommer? siger Morten Iversen.
Talentundervisningen foregår i samarbejde med mentorer, som hver især har specialviden indenfor hvert område, der tilbydes undervisning i. Der er plads til 8 elever på hvert felt.
Talent og hårdt arbejde
Men det er ikke kun talent, det er også hårdt arbejde. Da Akademiet i sommer slog dørene op for det første hold, var én af talerne direktør for Musikkens Hus i Aalborg, Lasse Henningsen, som sagde til de håbefulde elever:
”Jeg kender ikke mange, der med meget talent og lidt arbejde er blevet til noget. Men jeg kender mange, der med lidt talent og meget arbejde er kommet langt i deres karriere”.
Foruden at arbejde med tro, talent og karakter, tilbyder Akademiet også rejser ud i verden. En af rejserne går til Israel, hvor eleverne får indblik i den meget komplekse kultur både religiøst, politisk, kulturelt og samfundsmæssigt.