Kan man LEVE uden GUD?

(Læsetid: 10 minutter)
Ateisterne Nietzsche, Wagner og Hitler hadede både jødedom og kristendom, og det førte til umenneskelig ondskab, påpeger Ravi Zacharias. Han er kendt som apologet, dvs. forsvarer af den kristne tro.

Af Ravi Zacharias

Etienne Borne giver en klar definition af ateisme og dens konsekvenser for livet:

Ateisme er den bevidste, klare, dogmatiske benægtelse af Guds eksistens. Den lader sig ikke stille tilfreds med en passende sandhed eller en relativ sandhed, men hævder klart at kunne gennemskue livets spil ved at være den absolutte fornægtelse af det absolutte.

En anden definition findes i Encyclopedia of Philosophy:

En ateist er et menneske, som fastholder, at der ikke findes nogen Gud; det vil sige, at sætningen ”Gud findes” udtrykker en falsk påstand … et menneske, som afviser at tro pa Gud.

I sin bog What on Earth Is an Atheist? hævder den populærateistiske hovedperson Madalyn Murray Q’Hair:
Vi har brug for et anstændigt, moderne, intelligent og funktionelt sæt standarder, som vi kan bruge til at komme godt ud af det med os selv og andre…

Der findes ingen overnaturlige kræfter, ingen overnaturlige væsener såsom guder, himmel, helvede eller liv efter døden. Der er ikke nogen overnaturlige kræfter, og de kan ikke forekomme.
Vi ateister tror på, at naturen simpelthen eksisterer. Materien er. Materiale er.

Nogle ateister undgår dette frontalangreb på teismen og forsøger at bløde denne absolutte gudsfornægtelse op. Deres argument går på, at Guds eksistens er umulig at bevise rationelt og derfor i bedste fald er en meningsløs påstand…. I praksis opfylder både den bløde og den hårde form for ateisme dog samme mål og ender med at fornægte Guds eksistens enten implicit eller eksplicit.

Ethvert forsøg på at undslippe konsekvenserne af dens absolutte synspunkter er dømt til at mislykkes.

Når man først har valgt denne fornægtelse, følger der heraf nødvendigvis nogle valg på stort set alle områder i livet, og den underliggende filosofi, der bestemmer, hvilke valg der træffes, er benægtelsen af Guds eksistens.

Livet bliver uudholdeligt

Ateisten – der ofte bedre kan beskrives som en anti-teist – forsøger at bygge sit eget Iiv på den tro, at der ikke findes nogen Gud, og at der ikke findes nogen overnaturlige størrelser. Alle former for religion betragter ateisterne som irrationelle, men når de sparker imod de uundgåelige pigkæppe på Iivets vej, slår de sig selv til blods både intellektuelt og sociaIt.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at når det sidste kapitel om menneskeheden er skrevet, vil vi opdage, at ateismens implikationer, dvs. at leve uden Gud, vil have gjort Iivet simpelthen uudholdeligt at leve inden for fornuftens rammer, hvis det gennemføres konsekvent.

Obduktionen af en ide

Ingen filosof har nok formuleret en stærkere afvisning af det teistiske verdensbillede end Frederick Nietzsche… Hans stærke indflydelse pa Hitler – og gennem Hitler Mussolini – er nu yderst veldokumenteret.

Selv om jeg har omtalt denne forbindelse andetsteds i det, jeg har skrevet, vii jeg vove at gentage det, for efter min vurdering har ingen så stærkt givet udtryk for forbindelsen mellem ateismen og Iivet i så skarpe vendinger som han. Nietzsche har på dramatisk vis portrætteret det i sin populære Iignelse Det skøre menneske…

Han var i sandhed en af de ”antiteistiske profeter” for det 20. århundrede, som forudsagde dom og uhygge, mens han opfordrede til en omvurdering af vores værdier. Livet måtte omdefineres og genopbygges med et nyt ”gudIøst” grundlag. Det er dette grundlag, der nu fortjener en grundig analyse.

Et indsmuglet grundlag

En af Nietzsches påstande var, at kristendommen havde lammet menneskers potentiale. (Dette perspektiv kunne udmærket skyldes indflydelse fra komponisten Wagner, hans nære ven og en svoren antisemit, der betragtede kristendommen som en forbandet arv efter jøderne.)

Faktisk rubricerede Nietzsche det kristne budskab som menneskehedens fremskridts nadir, eller det laveste punkt, fordi det ophøjede begreber som moral, anger og ydmyghed. Man kan ikke bygge en magtfuld kultur på disse selvnedgørende ideer, lød hans angreb, og derfor skal de tilintetgøres. Ifølge hans analyse var de kristne ideer svækkende for sindet og nedbrydende for den storhed, der boede i mennesket. …Han leverede som alternativ et nyt antiteistisk grundlag at bygge på, men advarede om, at de umiddelbare konsekvenser kunne være katastrofale.

Nietzsches vurdering af, at den negative virkning af hans filosofi ville være midlertidig, mens man ventede på, at Overmennesket skulle vise sig, kunne ikke have været mere misforstået og fejlagtig…

Virkeligheden er, når man ser nærmere efter, at dette nye grundlag er filosofisk usammenhængende, moralsk fallit og ude at stand til på logisk eller eksistentiel vis at bære civilisationen.
I den nye rekonstruktion ser vi ikke den lovede storhed og harmoni. I stedet er vi fanget i en verden af vold, uenighed, tomhed, fremmedgørelse og racehad. Grunden hertil burde være indlysende for os – vores musikere synger om det. Men eftersom vi er blevet mestre i bedrag og dygtige til at manipulere med virkeligheden, er vi også blevet døve for sandheden…

Vort samfunds infrastruktur er blevet tankeløs og sanseløs, fordi det grundlag, vi har bygget på, ikke kan bære nogen anden form for struktur…

En ganske fascinerende illustration af dette selvbedrag er Wexner Center for the Performing Arts ved Ohio State University. Denne bygning, som er endnu en af vores fantasifulde bedrifter i det intellektuelle fremskridts navn, blev af Newsweek beskrevet som ”USA’s første dekonstruktionistiske bygning”.

”Dens hvide stilladsstruktur, røde murstenstårne og bede med Coloradogræs får en til overrasket at kigge en ekstra gang. Men man undrer sig bare endnu mere, når man kommer ind i bygningen, for indenfor finder man trapper, som ikke fører nogen steder hen, søjler, der hænger formålsløst ned fra loftet, og skrå flader, der skal give en følelse af svimmelhed.

Arkitekten, får vi at vide, har designet denne bygning, for at den skal afspejle livet selv – meningsløst og usammenhængende – og ”de omskiftelige regier, der organiserer den opbyggede verden”. Da jeg fik forklaret logikken bag, havde jeg kun et spørgsmål: Gjorde de det samme ved fundamentet?

Den latter, der lød som reaktion pa mit spørgsmål, afslørede den dobbeltmoral, vores dekonstruktionister står for. Og det er lige netop antiteismens dobbeltmoral! Det er muligt at pynte og romantisere vores bizarre eksperimenter i social omstrukturering, mens vi ikke vil anerkende sandhed eller absolutter. Men man tør ikke lege sådanne dødsensfarlige lege med grundlaget for god tænkning.

Og hvis nogen virkelig leger på det fundamentale niveau, vil han eller hun ikke bare blive vidne til al fornufts sammenbrud, men vil samtidig miste sin ret til at kritisere ethvert andet verdensbilledes udgangspunkt.

Antiteismen fastholder, at en uendelig, personlig, alvidende, almægtig Gud ikke findes, sådan som ellers enhver af de store religioner hævder. ”Der eksisterer ikke noget højere svar,” siger palæontologen Stephen Jay Gould fra Harvard. ”Det må vi selv konstruere.”

Hvis det er tilfældet, er den tidevandsbølge af spørgsmål, der opstår fra en sådan arrogance, ikke til at standse, lidt ligesom at rykke en prop, som ikke kan sættes på igen, af en beholder fyldt med giftige dampe.

Det er lige præcis den tilstand, som Nietzsche fremlagde, og som senere blev bekræftet af Jean-Paul Sartre. Og det er derfor, det var så vigtigt, at Overmennesket i Nietzsches dogmatik dukkede op og overtog styringen.

Den, som Nietzsche forestillede sig som en frelser, blev imidlertid i stedet til en ødelægger, fordi hans filosofiske grundlag gav grobund for tyranni og i sidste ende folkemord.

Gudløses blodsudgydelser

En af de største blinde vinkler i en filosofi, der forsøger at fornægte Gud, er dens uvillighed til at se det uhyre, den har fostret, i øjnene og indrømme at have skabt det. Det er her, at livet uden Gud møder sin første uovervindelige hindring, den manglende evne til at undslippe den moralske lov i dens uendelige rækkevidde. På massevis af universiteter i vores verden har jeg set harmfulde studerende eller lærere, der ventede med rovgrisk fryd på at slå ned på religionen, ivrige efter at komme med den ofte gentagne, men misforståede anklage: Hvad med de tusindvis af mennesker, som er blevet slået ihjel i religionens navn?

Dette følelsesladede spørgsmal er ikke nær så svært at besvare, hvis spørgeren først forklarer alle de drab, der er sket pa grund af mennesker, som har levet uden Gud, som fx Hitler, Stalin, Mussolini, Mao og andre.

Antiteisten er hurtig til skånselsløst at kritisere al religiøs tro ved bredt at lægge skylden hos alle, som hævder at være religiøse, over en kam. Hvis man skulle bruge samme målestok, hvorfor er der så ikke den samme entusiasme for at komme med bebrejdelser for vold, som er begået af nogle af de ikke-religiøse?

Men problemet stikker dybere. De, der angriber religionen, har glemt, at disse storstilede menneskedrab for antiteisternes hånd var den logiske konsekvens af deres gudsfornægtende filosofi.

Modsat ville den vold, der blev udøvet af dem, som myrdede i Kristi navn, aldrig være blevet godkendt af den Jesus, vi møder i Bibelen. De, der dræbte i Guds navn, var tydeligvis folk, som i egen interesse brugte religionen til at nå politiske mål, en blanding, som Kristus altid gik imod i sit liv og lære. Deres midler og deres budskab stod i kontrast til evangeliet.

Ateismen giver på den anden side et logisk grundlag for en autonom, dominerende vilje og kasserer moralen. Darwin selv forudsagde denne voldens glidebane, hvis evolutionslæren blev gjort til livsfilosofi. Nietzsche talte om det tætte mørke, der havde lagt sig over menneskeheden – han så dets forgreninger.

Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij skrev gentagne gange om det helvede, der bliver sluppet Iøs, når mennesket river sig løs fra fortøjningen til sin Skaber og gør sig selv til gud – han forstod konsekvenserne. Nu er vi som positivt bevis vidne til, at vores kultur som helhed tanketomt driver mod lovløshed – vi lever med den ubarmhjertige konsekvens af autonomier, der støder sammen.

Teksten er et let redigeret uddrag af kapitel 2 ’På strejftog gennem en uendelige intethed’ i Ravi Zacharias’ bog ’Kan man leve uden Gud’.
Nazisternes dødslejre

For nogle år siden, hvor jeg talte i Polen, blev jeg taget med ud til de nazistiske dødslejre Auschwitz og Birkenau. Jeg bliver aldrig den samme igen. Mange, mange gange har jeg i stilhed reflekteret over mit første besøg der, hvor Hitlers ord, der udtrykte hans drøm om en generation af unge mennesker uden samvittighed, meget sigende er hængt op pa en væg som en grusom påmindelse til den besøgende om det helvede, der blev sluppet løs, da hans mål blev realiseret.

Jeg befriede Tyskland fra samvittighedens og moralens tåbelige og nedgørende vildfarelser … Vi vil oplære unge mennesker, som verden vil skælve for. Jeg vil have unge mennesker, der er i stand til at udøve vold – myndige, ubarmhjertige og grusomme.

Udstillet for alle er tusindvis af kilo kvindehår, som blev indsamlet og markedsført som en handelsvare af de nazistiske bødler, planlæggerne af ”den endelige løsning”, der sendte store mængder mennesker til gasovnene. De utrolige minder – lige fra rum fyldt med billeder af mishandlede og kastrerede børn til toiletartikler og tøj, der er stablet helt op tilloftet – kaster en overvældende og dyster skygge over den besøgende.

At disse ideer blev undfanget og udtænkt i det mest veluddannede land på det tidspunkt i historien og frembragt på den jord, der også har fostret Oplysningstiden, er næsten umuligt at tro. Men det var ateismens ægte børn. Mennesket begyndte at leve uden Gud.

Læs også