Peter Hitchens var glødende marxist – nu ønsker han en kristen revolution

Den britiske journalist og forfatter Peter Hitchens er i dag en varm fortaler for kristendommen, modsat sin ateistiske bror, afdøde Christophers Hitchens. Som unge var begge brødre glødende revolutionære marxister.

Peter Hitchens er britisk journalist og forfatter. Han skriver for The Mail on Sunday og er en af Storbritanniens mest konservative stemmer, som han ofte lader lyde i debatten, hvor han forsvarer det traditionelle ægteskab.

Men han er også kendt på grund af sin broder, den afdøde Christophers Hitchens, der ligeledes var journalist og samfundsdebattør og særligt kendt som forkæmper for ateisme, som han skrev om i bestselleren “Gud er ikke stor”.

Stik modsat broderen er Peter Hitchens en varm fortaler for kristendommen og forfatter til bogen “The Rage Against God”, hvori han beskriver venstrefløjens rasende had til kristendommen, som han mener ikke stopper, før det sidste alter er væltet. Det er en udvikling i vestlig kultur, som Peter Hitchens ser på med meget bekymrede øjne, og som han tager afstand fra, ikke mindst fordi han selv tidligere var med i raseriet imod Gud.

Som unge var begge brødre glødende revolutionære marxister og dybt involveret i trotskisme, som er en socialistisk-kommunistisk retning, der tager udgangspunkt i Lev Trotskijs værker og arbejder på den konstante revolution. Begge voksede de op med kristendom, men i mange år var Peter Hitchens ikke bare ligeglad med kristendommen, men direkte fjendtligt indstillet ligesom broderen også var: “Det var helt naturligt for mig at være imod kristendommen, for man kan ikke både være kristen og marxist.

Den kristne tanke om, at mennesket er skabt i Guds billede og derfor ikke kan ændres, er i modstrid med den revolutionære ide, at hvis man ændrer på samfundsindretningen, så kan man også ændre menneskets natur”, fortæller Peter Hitchens.

I sidste uge besøgte Peter Hitchens København, da han var inviteret af Trykkefrihedsselskabet til at holde et foredrag om ytringsfrihed, Gud og Europas fremtid. Her tegnede han et dystert billede af Europas fremtid, fordi der ikke er meget kristendom tilbage i kulturen.
Hitchens betegner sig selv som pessimist og fortæller, at det har været en lettelse for ham at erkende, at han ikke formår at gøre noget ved situation. Alligevel runder han aftenen af med at give håb, for han tror på, at en kristen revolution og en genoprettelse af de kristne dyder er, hvad der skal til for at kunne redde Europa fra undergang.

Fra revolutionær marxist til konservativ kristen

Jeg møder Peter Hitchens efter foredraget for at spørge ham om, hvordan han gik fra at være en marxistisk revolutionær til at blive kristen konservativ?

Han fortæller:
– Jeg kom til et punkt, hvor jeg ikke længere troede på trotskismen, for den stemte ikke overens med det, jeg så i det virkelige liv. Derfor forlod jeg den. Jeg stod tilbage som en, der havde mistet mit ideologiske formål, og pludselig var der ingenting.

Fordi jeg så faren i, at en tidligere kommunist let kunne blive en ny fanatiker, ledte jeg efter noget, som var mindre skingert end det, jeg havde forladt. Det fandt jeg i den anglikanske kirke. Dog ikke i den moderniserede form som den er i dag, men som den er udtrykt i Book of Common Prayer fra 1549. Den appelerede til mig, fordi den var mere beskeden og behersket i sine formuleringer og var anti-tesen til den fanatisme, jeg havde dyrket i mine revolutionære dage.

Retfærdighed og synderkendelse er centralt

Noget af det, som optager Hitchens mest i kristendommen, er dens begreb om retfærdighed, ikke i jordisk politisk forstand, som han arbejdede for som revolutionær, men den retfærdighed, som har med evigheden af gøre:
– I marxismen forsøger man at skabe et utopia. Rejsen dertil går over et hav af blod, og man ankommer aldrig. Utopia er en fejlsporet længsel efter Gud og gudsriget i evigheden, som jeg tror eksisterer. Det er en blasfemi at ville skabe paradis på jorden, understreger Hitchens.

En anden grund til, at Peter Hitchens i dag er kristen, er den kristne syndsbekendelse:
– Den traditionelle anglikanisme handler om syndsbekendelse, ikke kun privat, men også fælles både i morgen- og aftenbønner og før nadveren. Der er en tendens i tiden til at folk er så optagede af at fremstå som gode. Kristne påstår sjældent, at de er gode. Jeg bruger lang tid på at være i kirken for at bekende, at jeg ikke er god, og at jeg ofte ikke har været det. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på alt det, jeg har gjort forkert. Det er centralt for mig at kunne sige det. Mange ateister tror, at kristne opfatter sig som gode, men det er helt modsat. Jo mere man tænker over det, desto mere kommer der frem i lyset. Du husker pludselig noget, du har gjort for over 30 år siden, og som du helt har glemt. Det er fuldstændig forfærdeligt, og hvor meget mere gemmer der sig så ikke?

Mange siger i dag, at de kan være gode uden Gud, men hvad jeg lærer af kristendommen er, at jeg ikke er god, og kristendommen lærer mig at bekende mine synder. For på hvilket værdigrundlag bedømmer du, om dine handlinger er gode eller ikke? I den moderne verden er denne test abort. Hvor mange gode mennesker har deltaget i dette? Der er millioner af mennesker i den moderne verden, der har gjort denne forfærdelige ting, men de efterrationaliserer og siger, at det er godt. På det punkt er Vesten mere korrupt end på noget som helst andet. Når folk har gjort noget forfærdeligt, kan de enten indrømme det, eller de kan omdefinere deres verdensopfattelse, så det bliver i orden. Og mange gør det sidste. Noget af det, jeg fortryder allermest, er, at jeg var sådan en stærk fortaler for trotskismen og overtalte andre mennesker til at gå ind i det. De har ikke forladt den vej. Jeg kan let være skyld i, at deres liv er fuldstændig forfærdeligt, og jeg kan ikke gøre det ugjort, selvom jeg bekender det, siger Hitchens.

For ham er bøn ikke så meget det at føre ønsker frem for Gud. Det handler mere om at lytte end at tale og at finde et sprog for troen.

Marxismen lever stadigt

Peter Hitchens mener, at mange af hans gamle venner fra marxismens dage ihærdigt forsøger at udslette de sidste rester af kristen kultur i Vesten:

– Tilbage i 1960’erne var nogle af os organiserede medlemmer af revolutionære organisationer, mens mange andre var sympatisører. Efter universitetet blev de ved at tro på marxismen, og den dag i dag påvirker de stadig og særligt indenfor lovgivningen og tv- og filmbranchen. I store dele af dommerstanden er fortolkningen af menneskerettigheder næsten helt immun over for den konservative presse eller de traditionelle dele af forfatningen. Det gælder særligt i Højesteretten i USA. Man kan kende dem på, at de promoverer et syn på traditionelle værdier som familie og selvbeherskelse som undertrykkende. De sætter jagten på behovstilfredstillelse over alt og ser retten til selvbestemmelse som det øverste gode. Gennem tv-serier, drama og dokumentar angriber de alle de institutioner og traditioner, som har noget af indvende imod den totale selvbestemmelse. Heriblandt kirken, der siger, at mennesket er skabt i Guds billede.

Peter Hitchens lægger ikke skjul på, at han mener, der skal en kristen revolution til for at redde vores kultur, men han har ingen idé om, hvordan det skal ske:

– Hvis jeg vidste det, slutter han, ville jeg komme det på flasker og sælge det.