Var det forkert at tage muslimer til forbøn?

Til Orla Lindskov.
Jeg skriver dette brev til dig i håbet om at få lidt oplysning. Det drejer sig om en oplevelse, der var helt ny for mig.

I vores opgang bor der en stor, muslimsk familie. Da jeg selv var til undersøgelse på vores hospital, var de der alle.

De var tre generationer. Jeg gik over og hilste på dem, og vi snakkede lidt. Det viste sig, at det var bedstemoren, altså den ældste kvinde, der var syg.

Jeg tror, at de er troende muslimer, for kvinderne, og endda den mindre datter, går alle med tørklæde selv om sommeren.

Jeg bor alene og er selv troende, og i vores kirke beder man af og til for syge i forbindelse med vores gudstjenester.

Den ældste kvindes datter forstår og taler nogenlunde dansk. Jeg ringede på hos familien og præsenterede mig og inviterede familien på kaffe. Det resulterede i, at den ældste, syge kvinde og den yngre kvinde, som er svigerdatteren besøgte mig til kaffe. De to mænd var af en eller anden grund ikke med.

Efter vi havde talt sammen en tid, bl.a. om den ældste kvindes sygdom, det var jo på hospitalet vi var faldet i snak, så tilbød jeg dem at komme med mig i kirke den kommende søndag. Jeg fortalte dem, at det var muligt at komme til forbøn for sygdom. Jeg fortalte også om nogle helbredelser, som var sket på grund af forbøn.

Og tænk sig, jeg blev selv overrasket, de kom med. Deres mindre datter kom også med. Mændene og deres dreng kom ikke.
De havde aldrig før været i en kirke, kunne jeg forstå. Men alligevel efter gudstjenesten gik de til forbøn.

Nu er det så, at jeg vil spørge, om jeg har gjort noget forkert. Jeg oplever nemlig, at når jeg møder dem på trappen, så er de meget undselige. De hilser. Men det er, som om de er bange for mig, og bange for at komme til at tale med mig.

Mener du, at jeg kan være kommet til at gøre noget forkert i forhold til deres religion? Eller mon bedstemoren ud fra min beskrivelse og mit vidnesbyrd havde ventet straks at blive rask? Jeg kender ikke så meget til muslimer og til deres religion. Hvad tror du? Jeg vil gerne høre din mening om det.
Venlig hilsen
En kvinde i tvivl

SVAR:

De har måske forventet øjeblikkelig helbredelse

Kære kvinde i tvivl.
Det er muligt, at den syge, muslimske kvinde havde forventet en øjeblikkelig helbredelse. Altså forventet at blive rask med det samme efter forbønnen. Måske.

Øjeblikkelig helbredelse sker da også jævnligt. Men det sker af mange årsager ikke altid.

Det er vigtigt, at man fortæller de syge, at sådan er det. Derved kan man i hvert fald prøve at forhindre skuffelser.

Men selv om man ikke bliver helbredt øjeblikkeligt, så er det ikke ensbetydende med, at Gud ikke vil helbrede:
For nogle syge kommer helbredelsen en tid efter forbønnen. For disse syge handler det om tålmodighed.
For andre syge er det nødvendigt at komme til forbøn flere gange. For disse handler det om udholdenhed.

Paulus taler om, at vi skal være udholdende i bønnen. Dette gælder også med hensyn til forbønnen for syge. Forbederen skal være udholdende, men det skal den syge også. Mange syge giver op for tidligt.

I dit tilfældet ville det være godt, hvis det var muligt for dig at give disse oplysninger videre til den muslimske kvinde.

Hun ved sandsynligvis slet ikke noget om den kristne tjeneste, der hedder forbøn for syge.

Forbøn for syge praktiseres mig bekendt ikke inden for Islam. Den muslimske holdning til lidelse og sygdom er nemlig meget enkel: man tror, at alt, hvad der sker i vores liv, er Allahs vilje. Det gode såvel som det onde. Begge dele er i lige høj grad i hans plan.

Derfor må muslimer passivt underkaste sig det, der kommer til deres liv. Dog accepteres det, så vidt jeg ved, at man går til almindelige læger.
Jeg vil også lige i denne sammenhæng nævne jødedommen, som har haft og stadig har stor indflydelse på kristendommen.

Jødedommens syn på sygdom, smerte og modgang – det syn, som vi hyppigst møder i det Gl. Testamente – hvordan er det?
Det går ud på, at det menneske, som Gud har behag i, vil han spare for sygdom og lidelse.

Det betyder så, at Guds forhold til den, der er syg, ikke er godt. Der må altså være et eller andet ved den syge, som er forkert.
Disse tanker sad dybt i jøderne, også i Jesu første disciple. Man troede, at sygdom og smerte hang sammen med synd og straf. Men Jesus kom med en anden undervisning.

På trods af dette har den jødisk, semitiske tankegang nogle steder sneget sig ind i kristendommen.

Når selv de, som vi kunne kalde for trofaste kristne, ikke bliver skånet for sygdom, trængsler og smerte, ja, så medfører det ofte skuffelse. Så søger man en forklaring.
Hos mange kristne sidder der da i dem rester af den omtalte jødisk, semitiske tankegang.

Man tænker som så: Hvad er der i vejen med mit forhold til Gud, siden jeg er blevet syg? Hvorfor straffer Gud mig nu med sygdom? Har jeg begået synd? Sådanne tanker kan plage syge kristne også i dag. Men disse tanker stammer altså ikke fra Jesus, ikke fra det Nye Testamente. Ifølge Jesus er sygdom ikke Guds straf.

Efter syndefaldet kan vi alle nemlig rammes af sygdom på grund af det med Adam og Eva. De lavede kludder i det hele.

Lige med hensyn til straf: vi mennesker kan komme til at straffe os selv med sygdom ved forkert og usund livsstil. Men det skal Gud ikke have skylden for.

Håber det vil lykkes dig at få en ny samtale med den muslimske familie.
Orla Lindskov

OPLEVELSER:

Kære Orla Lindskov
Tak for salvedug og forbøn sidste sommer ang. mine polypper.
Jeg har været til to undersøgelser siden, og der var ikke noget.
Venlig hilsen og tak
B.

Kære Orla
Mange tak for forbøn og salvedug. Det har bevirket en mærkbar forandring i den gode retning.
Det har været en stor glæde for mig, for jeg havde prøvet alt andet end Jesus.
Men det blev altså Jesus, der hjalp mig.
Kærlig hilsen
E.