Derfor får flere Udfordringen i påskeugen…

Af Henri Nissen
Ansvarshavende redaktør

Udfordringen er normalt en avis, man holder i abonnement. Den sendes ud over hele landet hver søndag morgen.

Vi på redaktionen – og mange af læserne – synes, at flere burde kende denne unikke kristne avis, hvor du kan læse meget af det, som forties i de store medier.

Vi opfordrer to gange om året læserne til at dele henholdsvis julenummeret og påskenummeret ud til venner og bekendte for at markere de store højtider. Og det er der en del, der gør.
Derfor kommer denne avis ud til mange flere.

Hvad er det, der er så specielt ved Udfordringen?
Ja, du behøver nok ikke at bladre ret mange sider, før du finder ud af, at det er en avis, der handler om tro og kristendom. Og forhåbentlig på en interessant måde.

De fleste af os danskere er jo medlem af Folkekirken eller en af frikirkerne, så det burde jo kunne interessere mange af os.

Men faktisk prøver vi at lave avisen, så den også er en udfordring til dem, der ikke er så kirkelige. Eller som er ateister, muslimer eller bare tvivler lidt på det hele.

Jeg glæder mig især over, at vi i dette nummer bringer den bog, vi har udgivet om det berømte ligklæde i Torino. Den fortæller om årtiers seriøs videnskab, der bekræfter, at:

  • Evangeliernes beretning er sand også i detaljer
  • At Jesus stod ufattelig meget igennem for vores skyld
  • At Jesus blev vakt til live gennem en udladning af kraft, som afspejler sig i det mærkelige 3D-fotografi på klædet.

Jeg synes, det er vildt spændende. Både som journalist, der kan li’ at researche, og som kristen. Gud er værd at tro på!

Udfordringen er i øvrigt en selvejende institution – helt uafhængig af alle kirker og organisationer. Faktisk er avisen kun forpligtet på at udbrede evangeliet – dvs. den kristendom, som du kan læse om i Ny Testamente.

Avisen opstod i 1973. Først som gadeavis i hippietiden i København, så som månedsavis og fra 1986 som ugeavis. Vi er nu allerede i den 46. årgang. Men stadig udfordrende.

I denne påskeavis fortæller vi især om den store højtid – påsken. Vi håber naturligvis, at flere får lyst til at holde Udfordringen hver uge.

Glædelig påske!