Tænk sandt og få det bedre
Mange undgik Milt, som altid trak skjorten op for at fremvise operationsar på maven. Enhver samtale med ham endte altid med en eller flere historier om alle de sjældne og usædvanlige sygdomme, han havde haft.
Milt brugte knap ti år på at overbevise myndighederne om, at han var ved at dø af emfysem. Han var lykkelig over at få bekræftet sin kroniske sygdomstilstand og talte sjældent om andet.
Mellem en tredjedel og halvdelen af mine patienter med kroniske sygdomme – som tilsyneladende ikke ønsker at blive raske – har forvrængede opfattelser af deres sygdom.
En af mine patienter var kun 25 år, da hun blev kronisk syg. Det startede kort tid efter, at hendes mand fortalte hende, at han var homofil og ville forlade hende. Da hun så fik en kronisk sygdom, fik hun den skyldbetyngede ægtemand til at komme og tage sig af hende, når hun havde det dårligt. Og da hun både led af kronisk migræne, kroniske rygsmerter og en lang række andre lidelser, var hun faktisk syg hver eneste dag, fortalte hun.
Forvrænget tænkning
Desværre er vi ofte vores egne værste fjender, når vi tyer til ideer og opfattelser, som skader os mere, end de hjælper os.
Psykologisk og psykiatrisk litteratur taler om psykisk reversering. Patienten vil sige, at han ønsker at blive rask, mens han ubevist ikke gør det. Nogle patienter er selvdestruktive og modsætter sig behandling. De glemmer at tage den foreskrevne medicin eller nægter at tage den, fordi de ”ikke bryder sig om smagen”. De påstår, at de ikke reagerer på behandlingen og kan finde på at afbryde et behandlingsprogram netop, når det begynder at virke.
Denne type behandlings-sabotage kan skyldes en ubevidst opfattelse af, at ’Jeg er min sygdom’.
Nogle mennesker former deres egen identitet ud fra sygdommen. Det er lidelsen, der gør personen unik, og sygdommen bliver en livsstil. Milt ser ikke sig selv som Milt, men som ”emfysem-Milt”.
Sygdommen kan blive en erstatning for et arbejde eller en pligt, som folk hader – eller for et kærlighedsløst forhold. En person med forvrænget tænkning har hverken hobby eller karriere. Deres eneste fritidsbeskæftigelse er at fortælle andre om deres dårligdomme. Når en person bruger udtryk som ”mine kroniske smerter” eller ”min migræne”, kan man antage, at vedkommende har adopteret sygdommen og er ved at identificere sig fuldstændigt med den.
Flertallet af disse mennesker er ikke fysisk forhindrede i at arbejde, men de tror bevidst eller ubevidst, at deres sygdom giver dem ret til alle mulige støtte- og bidragsordninger fra staten. De ser den slags ydelser som en belønning for sygdommen. De fryder sig over ekstra goder, som fx et handicapmærke i forruden, der giver dem ret til at parkere, hvor de vil. Mennesker, der modtager ekstra kærlighed, penge, spænding eller anerkendelse på grund af deres sygdomme, ønsker sjældent at blive raske.
Negative livsopfattelser
Når man er stresset, deprimeret, vred, ængstelig eller føler skyld, kan man fejlfortolke hændelser eller tænke forvrænget. Én forvrænget tanke fører til den næste, og man bliver fanget i en ond cirkel. Man siger fx.:
’ Intet vil lykkes for mig’
’Jeg kan ikke gøre noget rigtigt’
’ Alt, hvad jeg gør, mislykkes’
Dr. Albert Ellis og Dr. Aaron Beck er to førende pionerer på dette område. Dr. Ellis udviklede en form for psykoterapi, ”rational emotive therapy”. Han mente, at giftige følelser skyldes tre negative og fejlagtige opfattelser:
1: Jeg skal gøre det godt
2: Du skal behandle mig godt
3: Verden bør være enkel
En åndsfrisk, rationel og potentielt positiv person ved, at ingen kan gøre det godt hele tiden. Alle har svagheder, fejl og mangler. Mennesker vil ikke altid behandle os godt, og verden er ikke altid enkel.
I 1960´erne udviklede Dr. Beck kognitiv terapi, hvor patienten lærer at ændre måden at tænke på og måden at tolke hændelser på. En vigtig del af terapien går ud på at ændre den måde, personen taler på. Som reaktion på en negativt oplevet situation lærer en person i kognitiv terapi fx at sige:
”Dette her gik måske ikke godt, men stort set går tingene godt”, eller ”Dette mislykkes godt nok for mig, men i det store og hele har mit liv været vellykket.”
Psykiateren David Burnes, der er forfatter til bogen Feeling Good, har gennemført mere end 30.000 behandlinger med kognitiv terapi ud fra bl.a. dette princip:
Dine tanker producerer dit humør. Tanker kan skabe følelser af vrede, fjendtlighed, depression, sorg, angst, frygt, skam eller skyld. Når en person føler sig deprimeret, domineres tankerne af negativitet. De negative tanker, som er knyttet til emotionelt kaos, er næsten altid forvrængninger. Forvrængningerne kan også kaldes irrationelle, forvrængede eller urealistiske mønstre.
Ti negative livssyn
Dr. Burns har identificeret ti former for negative opfattelser:
1. Alt-eller-intet-tænkning: Man opfatter alt som sort eller hvidt – uden gråtoner. Perfektionister ser deres arbejde som enten perfekt eller værdiløst. En rask person ser nuancer på alle livets områder.
2. Overgeneralisering: Man har tendens til at udlede bastante og gennemgribende konklusioner ud fra et meget tyndt bevismateriale. Fx når en mand, som er blevet afvist af en kvinde, konkluderer, at alle kvinder vil afvise ham.
3. Negativt mentalt filter: Denne person filtrerer al positiv information fra. Han opfatter ikke komplimenter eller anerkendelse, men hører kun kritik.
4. Forkastelse af det positive: Denne person hører komplimenten, men affejer den. Han bortforklarer ros og siger fx: ”De synes blot, det er synd for mig, fordi jeg er så mislykket”.
5. Hurtige konklusioner: Denne person tror altid, at han med 100 % sikkerhed ved, hvad andre tænker om ham. En rask person ved, at han ikke er tankelæser.
6. Katastrofetænkning: Denne person overdriver betydningen af isolerede hændelser. Han kan maksimere egne følelser eller mangler, mens han minimerer positive ting. En rask person maksimerer det positive og minimerer det negative.
7. Emotionel resonans: Denne person ser et hændelsesforløb som et direkte resultat af følelser. Han kan fx føle håbløshed i forhold til en eksamen og møder derfor ikke op.
8. ”Burde-udsagn”: Denne person har et strengt sæt interne regler for hvad, der bør gøres og ikke bør gøres. En rask person ved, at der kun hersker ganske få absolutte regler i livet.
9. Negative stempler: Denne person betegner sig selv eller andre som fx ”dum”, ”taber” eller ”svin”.
10. Person-fiksering: Denne person beskylder sig selv for hændelser, som han ikke har kontrol over. Mange forældre anklager sig selv for deres teenagers eksperimenter med narko. De føler skyld og er selvfordømmende, mens de i stedet burde holde deres teenager ansvarlig. En rask person påtager sig ikke skylden for andres frie valg.
Tænk efter og revurdér
Mange mennesker trænger til at revidere deres standpunkter, fx:
”Det er bedst at holde det hemmeligt”.
De fleste hemmeligheder er negative. Barndomstraumer som incest og seksuelt misbrug kan plage sjælen så stærkt, at bitterhed og had ulmer i årevis, før det endelig bryder ud som mareridt, ukontrolleret gråd, depression eller anden negativ adfærd. Forbryderen siger ofte til sit offer: ”Lad os beholde dette som vor lille hemmelighed”. Men selv den mest hårdføre sjæl kan kun leve med en forfærdelig hemmelighed en vis tid.
Min erfaring er, at mennesker med et voldsomt had ikke er i stand til at vise ægte kærlighed mod nogen – heller ikke sig selv. Intenst had skyldes ofte afvisning. Når man erkender, at hadet er rodfæstet i en følelse af afvisning, kan man komme videre ved at tilgive og give slip på de giftige følelser, man har båret på.
Analyser dine tanker
Hvis en patient lider af forvrænget tænkning, beder jeg vedkommende om at nedskrive udsagn om sig selv.
Mit råd er dette: Lyt til dig selv. Hver gang du drager en konklusion, som svarer til et af Dr. Burns ti tankemønstre og kalder dig selv ”idiot” – så skriv det ned.
Derpå beder jeg patienten skrive et passende bibelcitat ud for hvert tegn på forvrænget tænkning.
Derefter beder jeg personen om at bekende overfor Gud, at han har tilladt sig selv at udvikle forvrængede tankemønstre. Man må bede Gud om tilgivelse og bede Gud frigøre én fra det slaveri, som disse løgne har påført ens sjæl. Jeg opmuntrer folk til at bede Gud om helbredelse for de giftige følelser og de forvrængede tankemønstre.
Endelig råder jeg patienten til at memorere de bibelcitater, som han nedskrev. Ved at citere disse i aktuelle situationer kan man forhindre, at forvrængede tankemønstre sætter sig fast.
Alle mennesker har en vis grad af forvrænget tænkning. Nøglen til at opnå et fornyet sind – og til at udvikle et sind, som tænker ligesom Jesus Kristus tænker – er at konfrontere forvrængede tanker med Guds ord – hele tiden. Lær at gennemskue falske tanker og hvilken slags forvrængning, der er tale om, og erstat tankerne med sund, guddommelig sandhed.
Jeg har arbejdet med utallige mennesker, som har opdaget, at de har fået færre anfald af depression, angst, vrede, sorg, skam, misundelse og andre giftige følelser, når de har arbejdet oprigtigt på at bekæmpe deres forvrængede tankemønstre. Det er ikke svært at udskifte løgn med Guds sandhed. Det kræver dog en bevidst indsats – at man bruger tid og energi på at finde bibelord, der formidler Guds sandhed og bruge dem mod løgnene i sit liv. Jesus lovede: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal gøre jer fri.” (Joh 8,31-32)
Forny dit tankemønster
Apostlen Paulus udfordrede Kristi efterfølgere: ”Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.” (Rom 12,2). En del af sindets fornyelse består i, at du træffer et bevidst valg om at ændre det, som du fodrer sindet med.
Bibelen siger:”Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose.” (Fil 4,8)
Vælg at tænke på ting, der fremkalder positive følelser i dig. Læg vægt på dem. Tænk ofte på dem. De er dit bedste forsvar mod giftige følelser.
John Hagee sagde engang:
”Vogt dine tanker, for de bliver dine ord. Vælg dine ord med omhu, for de bliver til dine handlinger. Forstå dine handlinger, for de bliver til dine vaner. Gransk dine vaner, for de bliver til din karakter. Udvikl din karakter, for den bliver din skæbne.”
Uddrag af Dr. Don Colberts bog ’Livsfarlige følelser’
Helbredende ord fra Bibelen
Alt dette kan jeg klare ved den styrke, Kristus giver mig. (Fil 4,13)
Gud være lovet. Hvor vi end går, fører han os altid i sit triumftog, fordi Kristus har sejret… (2.Kor 2,14)
Og min Gud vil af sin herlige rigdom gennem Jesus Kristus give jer alt, hvad I har brug for.
(Fil 4,19)
Stol på Herren af hele dit hjerte, følg ikke kun dine egne tanker.Søg Guds vilje i alt, hvad du gør, så vil han lade livet lykkes for dig. (Ordsp 3,5-6)
Bedrag ikke jer selv. Tag ikke Guds godhed for givet, for hvad et menneske sår, skal det også høste.
(Gal 6,7)
Min sjæl, pris Herren, alt i mig skal ophøje hans hellige navn. Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger. Han tilgiver alle mine synder og helbreder alle mine sygdomme. Han frier mig fra dødens gab, velsigner mig med sin nåde og godhed.
(Sal 103,2-4)