Vores søn tænker meget på døden

Kære Suh.
Vores søn på 9 år er pludselig blevet meget optaget af døden, og også noget skræmt.

Vi ved ikke helt, hvad der har udløst det, men der var en fra hans klasse, som mistede en farfar for nylig, hvilket de selvfølgelig har snakket om i klassen, så mon ikke det er det.

Vi er lidt i tvivl om, hvordan vi skal gribe det an, om vi gør det bedre eller værre ved at snakke meget med ham om det.

Han skal selvfølgelig have hjælp til at sætte ord på sine tanker og følelser, men det skal helst heller ikke vokse ham over hovedet.

Venlig hilsen
Moren og Faren

Kære Mor og Far
Jeres fokus på at finde en balance mellem ikke at ignorere jeres drengs ængstelse og spørgsmål, mens I på den anden side heller ikke vil sætte ting, der er for komplicerede eller traumatiske i gang i ham, er helt rigtigt.

Vi må endelig ikke undervurdere mindre børns behov for at forstå og forholde sig til, også selvom det naturligvis er på et andet niveau end de voksnes. Sker der noget mystisk eller svært omkring et barn, vil det helt automatisk konkludere og finde mening i det, og hvis det ikke bliver korrigeret i en fejlagtig konklusion, vil det være den, det bærer med sig i voksenlivet.

Hvis altså mor slår mig, og jeg ikke får at vide, at det er hende der gør noget forkert og ikke mig – så vil jeg tage den konklusion med mig ud i verden som en sandhed: Når folk behandler mig dårligt, så er det mig, der er forkert, ikke dem.

I skal altså først og fremmest finde ud af, hvad jeres søn grubler over i forhold til døden, og hvad det måske er, han allerede har konkluderet? Prøv gennem samtale og opmærksomhed at give jeres dreng mulighed for at fortælle jer om, hvad det er, der skræmmer ham.

Måske er han bange for, at hans egen farfar, eller at I, skal dø? Eller måske, at han selv skal dø? Prøv på forskellige måder at stille åbne spørgsmål, der giver ham mulighed for at sætte sine egne ord på, hvad han er optaget af, uden at lægge ham ordene i munden.

Det kan f.eks. være: ”Hvad tænker du mest på efter at XX’s farfar er død?” eller ”hvad handlede jeres snak i klassen om?”. Dette er åbne spørgsmål, som inviterer jeres dreng til at fortælle, hvad der fylder i ham, men uden at indikere, at et bestemt svar er mere rigtigt end et andet.

Pas på med fx ”tænker du på, hvordan det er selv at skulle dø?” eller ”er du bange for, at far og jeg skal dø?” som ganske vist kan være det, det handler om – men hvis det nu ikke er det, risikerer I at jeres dreng pludselig får endnu en ting at bekymre sig om, som han ellers slet ikke havde skænket en tanke.

Lad være med at snakke med ham om disse ting lige inden sengetid, da det kan sætte nogle ting og tanker i gang, som en 9-årig måske ikke lige kan håndtere alene i sin seng i halv- eller hel-mørke. Tal i stedet med ham om eftermiddagen over et glas saft og en kiks, så det måske lidt svære emne puttes i nogle rare og trygge rammer.

Sørg for at have god tid, hvis snakken udvikler sig. Det er vigtigt for børn (som for os alle) at mærke, at de ikke er forkerte eller mærkelige, blot fordi der er noget, de ikke kan forstå,0 eller som skræmmer dem.

Når jeres søn oplever, at I er der for ham og ikke selv er bange for at tale om døden, så er jeg sikker på, at han nok skal åbne sig for jer, og at I sammen finder en god måde at håndtere det hele på.
Hilsen Suh