Bornholmernes indflydelse på LM
Hvis der er én ting, som historien lærer os, må det være betydningen af de store, folkelige fællesskaber: afholdsforeningerne, andelsbevægelsen og de gudelige vækkelser.
Alle har de deres gennembrud i sidste halvdel af 1800-tallet, og alle lever de stadig og gør deres indflydelse gældende på forskellig vis i vores allesammens hverdag.
Således er der lige udkommet en interessant lille bog, som forsøger at give et rids af Luthersk Missions (LM’s) 150-årige historie med afsæt i Bornholm. Her følger vi 11 markante skikkelser, der hver på deres vis har været med til at tegne bevægelsen. Fælles for dem alle er nidkærheden for missionen og for at være sandheden tro. Det er jagten på den klare, evangeliske tale. Den går ikke altid helt stille af.
Hverdagens jævne helte
Men heldigvis kan man lære af historien, for som forfatteren så rigtigt skriver, er der også i vor tid brug for mennesker, som er trofaste overfor den tjeneste, de er kaldet til. Vel at mærke helt almindelige mennesker som du og jeg. Hverdagens jævne helte, hvis tale er ja, ja og nej, nej. Det er en lægmandsbevægelse, vi har med at gøre; det er folk, som folk er flest, med gode og med svage sider. Mange har deres egne små særheder, men alle forsøger de at leve livet med Jesus og stille sig til Hans rådighed.
Dr. theol. Finn A. Rønne kommer med en god iagttagelse på bogens bagsidetekst:
”Nogle gange fristes man ved jubilæer til at skrive noget, der mest ligner helgenbiografier om tidligere tiders kristne ledere. Den fristelse falder Birger Pedersen heldigvis ikke for … Men det gør også, at man kan bruge skildringerne til noget i sit eget liv. De bliver på en måde mere opbyggelige – for når Gud kunne bruge de gamle LM’ere …kan han nok også bruge os. Gud bliver større, når vi ærligt vedgår både vores åndelige fædres og vores egne fejl og mangler”.
Tak for denne lille både velskrevne og letlæste jubilæumsbog.
Birger Pedersen: ”Bornholmerne. De satte præg på Luthersk Missions første 150 år.”
Illustreret • Indbundet
151 sider. • 150 kr.
LogosMedia 2018.