Jeg vil hellere cutte forbindelsen end tilgive min eks

Hej
Jeg har hørt, at man skal tilgive, og det synes jeg også generelt er rigtigt. Jeg har bare en person, jeg har mega svært ved at tilgive… min eks. Overfor ham vil jeg hellere cutte forbindelsen frem for at tilgive.

Er det ikke også en mulighed i nogle situationer? Jeg har heller ikke lyst til det, for så virker det, som om han ikke har gjort noget forkert.
Vh MH

Hej MH
Vi ved godt, at tilgivelse ikke altid er noget, man ”bare lige” gør.

Tilgivelse kan være en proces, der tager tid – og i en situation som din er der sikkert mange, der oplever det sådan.

Du skriver, at du ikke har lyst til at tilgive, fordi det så virker som om, at det var okay, det, han gjorde. Vi kan godt forstå, at det føles sådan, men når du tilgiver, er det faktisk det modsatte, du udtrykker.

Tilgivelse betyder ikke, at man bare accepterer, at det, den anden gjorde, var rigtigt. Når du tilgiver, viser du, at du oplever, at der er gjort noget forkert, ellers var der jo ikke brug for at tilgive.

Så ved at tilgive siger du, at der blev gjort en forkert handling, men du vil ikke længere blive ved med at forvente noget af den anden, som du alligevel ikke får. Du går videre og er ikke længere bundet af det, der skete.

En anden side ved tilgivelse er, at det er for din egen skyld, at du tilgiver. Vores oplevelse (fra os selv og mennesker, vi har talt med) er, at hvis man ikke tilgiver de mennesker, der har såret én, så bliver man ikke selv fri.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Når man bliver ved med at have noget imod andre, forbliver man knyttet til dem på en negativ måde, der kan ende i bitterhed. Det er som en elastik, der bliver ved med at forbinde dig med din eks, fordi du stadig har ham i tankerne og følelserne, og det påvirker dine handlinger i livet i det hele taget.

At blive virkelig fri er netop at blive fri fra alle disse negative følelser overfor den anden. Jesus siger, at “I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh. 8,32). En af sandhederne er, at når vi tilgiver, så løsner vi nogle negative bånd til andre og frigør os selv.

Om du skal bryde forbindelsen eller ej, handler egentlig ikke så meget om tilgivelse. Hvis der ikke er en grund til, at I har noget sammen, fx pga børn, kan du godt tilgive og samtidig vælge ikke at have mere kontakt.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Med venlig hilsen
Jørn og Karin

Spild ikke tiden på at være vred på nogen, der alligevel er ligeglad med, at du er vred.

Egentlig er det mere end tidsspilde at fastholde vrede over for andre. Det er selvplageri. Hvis du bliver ved med at være vred, holder du fast i smerten over det, som deres handlinger har gjort ved dig. Du giver den anden person magt over dit liv, og det gør ondt på dig.

Du tænker måske, at du straffer den anden med din vrede. Men udover at det ikke er godt at tænke på at hævne sig og straffe andre, er de måske også dybest set ligeglade med din vrede. De går videre med deres liv… det er dig, der kommer til at stå som taberen.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I stedet skal du skære den mentale forbindelse af, der er til den anden. Det gør du ved at tilgive. Hvis du giver slip og tilgiver det, der er gjort forkert, slipper vreden sit tag i dig, og du bliver fri fra smerten, der lå i vreden. Det er ikke altid let; det er ikke altid en engangshandling; men det er vejen frem.