Alle unge vil gerne lykkes

(Læsetid: 7 minutter)
Når unge ikke lever op til vi voksnes krav eller ønsker for deres liv, så gør de det ikke for at genere os, men også fordi de ikke ved bedre, eller ikke magter at gøre det, der forventes af dem.

At tro på Gud må også betyde at tro på mennesker. Hvis ikke den relation vi så at sige har ”opad” i livet med Gud, som er båret af tillid, også forplanter sig i en tillidsfuld relation til vores medmennesker ”udad”, har vi ikke forstået den sammenkobling mellem kærligheden til Gud og næsten.

Derfor er titlen på min nyeste bog, som jeg har skrevet sammen med Jan Dufke (Skovbo efterskole), dels en påstand og dels en trosbekendelse. En påstand om at alle unge gerne vil lykkes. Selvom de kan virke ugidelige, dovne eller modløse, så bærer de på et dybtliggende ønske om at lykkes med deres liv.

Når unge ikke lever op til vi voksnes krav eller ønsker for deres liv, så gør de det ikke for at genere os, men også fordi de ikke ved bedre, eller ikke magter at gøre det, der forventes af dem. En trosbekendelse, der må få alle, der har med unge at gøre, til at vågne hver morgen med en trang til at indgyde unge nyt livs- og trosmod. Skal dette ske, må åndeligheden tilbage i vores samfund.

Ånden tilbage

I 1970’erne spåede Filosoffen K.E. Løgstrup, at sekulariseringen vil gå sin sejrsgang i den vestlige verden og religionen forsvinde ud i glemslens mørke. Han fik som bekendt ikke ret. Den 11. september 2001 fløj to passagerfly ind i tårnene i World Trade center, og dermed blev religion igen sat på dagsordenen, med et negativt fortegn.

De unge, der vokser op i disse år, vokser op i en verden, hvor religion i stigende grad problematiseres. Som samfund synes vi bare, det er et udtryk for mangfoldighed med diverse farvestrålende prides, der kører gennem vores byer, mens vi hidser os voldsomt op over en lille gruppe burkaklædte kvinder. Vi lever i et samfund, der praler af at været et frit og demokratisk samfund, men som samtidig mistænkeliggør religiøse grupper. Vores åndsfrihed er under pres, det kan ikke bare muslimske skoler, men også kristne frie skoler bevidne.

Førhen betegnede man fagene filosofi, historie og litteratur som åndsvidenskaber, i dag kalder vi det humanistiske fag. Åndelighed klemmes ud af et humanistisk (ateistisk) dominerende menneskesyn og verdensbillede.

Men er løsningen, at religion skal fylde mindre, eller at religion skal ud af det offentlige rum, som en tidligere statsminister har sagt? Absolut ikke.

Religion er kommet for at blive. Opgaven er at skabe skoler, kirker, ja et samfund, hvor mangfoldighed og respekt trives. De såkaldte humanister mener, at vi alle skal acceptere alt, men kan ikke selv acceptere dem, der ikke gør det samme. Der er mere end nogensinde før brug for, at vi som kristenfolk holder op med at bøje nakken og undskylde os selv og det, vi tror på.

En af betingelserne for at unge kan lykkes med troen i livet, er, at de lærer, at tro og viden ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, men blot to forskellige sider af tilværelsen. Der er ting, man kan vide (at tyngdeloven findes), og der er ting man kan tro (at ens kæreste elsker én). Vi må lære unge at gå både vidende og troende til tilværelsen, engagere sig i den verden, de lever i, med et nysgerrigt intellekt og en varm tro.

Ung i en konkurrence- og præstationskultur

Hvor er der meget, der gør det svært for unge at lykkes med livet og troen. De er borgere i et præstations- og kompetencesamfund, som hylder hurtighed og kompetencer mere end eftertanke og karakterdannelse.

Vi pacer de unge igennem uddannelsessystemet, så de kan blive små soldater i vores helt igennem materialistiske konkurrence-stat. Til trods for at både de og kloden er ved at kollapse i vores overforbrug og krav om udvikling, beder vi dem skynde sig. I stedet for at lade dem vokse langsomt til og sætte rødder, så de ikke bliver blæst omkuld i fremdriftens hvirvelvind.

De unge behøver ikke bare flere faktuelle ”oplysninger”, men virkelig livsoplysning, som Grundtvig udtrykte det. En livsoplysning, der indbefatter en livsduelighed, evnen til at rejse sig, når man vælter omkuld. Hvad nytter det, at man kan regne store tabeller, hvis man ikke er til at regne med? Eller hvad nytter det at kunne mestre grammatik, hvis man ikke kan mestre kærestesorger eller ensomhed?

I en tid hvor vores børn testes fra top til to og evalueres, er behovet for et opråb nødvendigt. Uddannelse er ikke nok. Der må dannelse til. Dannelse er det ekstra, der skal til. Dannelse som en stedsans i verden, evnen til at blive sig og kunne indgå i livgivende fællesskaber med andre. Den kristne dannelse, vi på skoler og i kirkerne giver, må være dannelse, der hjælper ikke bare de unge, men os alle til at blive kristne mennesker, men også menneskelige kristne i en sammensat og uharmonisk verden.

Den velsignede brogethed

Mission er noget, alle kristne i princippet går ind for. Alle synes det er fint, at nogen rækker ud til andre med de gode nyheder, og at vi rummer dem, der måske ikke kender Gud endnu. Men når vores egne børn på en efterskole skal bo på værelse med unge, der bander som havnearbejdere og fortæller om weekendens druktur, så beder vi skolen sørge for en anden værelseskammerat, eller måske sender vi dem et sted hen, hvor der hersker en mere ensartet kristen monokultur.

Vi påstår, at vi gerne vil have ”nye” eller kirkefremmede mennesker på vores skoler og i vores kirker, men når de så endelig er der, med alt det, de nu slæber med sig, så sukker vi og længes efter homogenitet.

I naturen er diversitet et tegn på sundhed, ikke homogenitet. Forskelligartethed i fauna og flora er tegn på, at her er livet på spil. Sunde menneskelige og åndelige miljøer må være kendetegnet af en broget og velsignet mangfoldighed. Det er først, når vi rummer hinanden, som vi er, at modet til at forandre sig vokser frem.

Identitetsdannelse

I tidligere tider var ens identitet givet. Man blev bager, hvis ens far var bager osv. I dag skal unge mere end nogensinde før definere sig selv.

Identiteten er ikke givet længere, hele tiden skal vi konstruere og iscenesætte os selv, og gerne i de sociale mediers gennemredigerede verden, hvor vi alle er kønnere end vi i virkeligheden er. Identitet er flydende, som sociologen Zygmunt Bauman udtrykker det. Vi taler om ”si-tuider”, ordet er sammensat af situation og identitet, en kamæleonagtig adfærd, hvor vi hele tiden forsøger at tilpasse os. De store fortællinger om Gud, konge og fædrelandet er bundet sammen, og vi er blevet ansvarshavende redaktører i vores eget liv. Dagligt udkommer vi på de sociale medier. Hele tiden på jagt efter de mange ”likes”, der giver et umiddelbart fix, inden de eksistentielle abstinenser igen melder sig.

Antallet af unge der fortæller, at de keder sig i skolen (måske også i kirken), er større end nogensinde før. De overstimulerede hjerter kan ikke bære langsomheden og under ikke sig selv den kreative kedsomhed, hvor nye tanker eller ideer opstår.

Der er behov for, at vi hjælper unge med at genetablere himmelforbindelsen uden at miste jordforbindelsen. At de møder det livsforvandlende kristne budskab om, at de er set og er villet af Gud – at de oplever glæden ved at være skabt og dermed slipper for at skulle ”skabe” sig. At vi indgyder dem modet til at tro. For at tro er netop at øve sig i at tro.

At voksne skaber trygge rum for, at de unge kan gå på opdagelse i troens verden med nysgerrighed. En kultur uden tydelige voksne ender let med at blive en spøgelseskultur, hvor de unge er overladt til deres eget narcissistiske selvdannelses-projekt. Vi må som voksne holde op med hele tiden at sige ”hvad synes du selv?” Vi må træde i karakter, så de unge oplever, at de kan spille holdninger op ad lyttende voksne, og ikke bare spille op ad en død mur med sig selv.

Læs også