Vi må stå mere sammen og bekende vores tro

En artikel om Kristian Andersen i BT omtalte Luthersk Mission som en ’fundamentalistisk forening’.

Gert v Elzelingen
4200 Slagelse

På valgdagen sad jeg og læste dagens nyheder, da jeg faldt over en artikel i BT ”KD-spidskandidat Kristian Andersen ansat af fundamentalistisk forening”.

Min tanke gik først på betydningen, som bliver brugt om nogle islamister – Vold – Terorisme – Undertrykkelse.

Jeg læste til alt held videre i artiklen, hvor jeg fandt ud af, at Luthersk Mission var skurken. Jeg blev straks meget roligere, men kom så til at tænke på, hvad ord gør i vores samfund. Nogle som prøver at følge Biblen og tager den alvorligt, bliver nu udlagt som fundamentalister, som i dag har betydning af fanatisme, og det der er værre, og kan værre farligt for vores samfund og børn.
Så jeg må være en fundamentalist, da jeg tror på Jesus som min frelser, og at han døde for mig.

Jeg tror snart, at vi kristne må stå mere sammen og bekende vores tro og gå ud og fortælle andre mennesker, hvem Jesus er, forklare at Jesus er en kærlig Gud, der ikke fordømmer mennesket, men deres synd, og som viser en vej til forsoning og tilgivelse.

Hvis vi ikke gør noget nu, vil der snart komme flere og flere artikler i vores aviser og på TV, som nedgør, mistænkeliggør og foragter dem, som læser i deres bibel, og det vil blive sværere og sværere at komme ud med et positivt budskab om Jesus.

Husk! Kun ved at stå sammen og ikke bekrige vores brødre og søstre, som vi nok aldrig kan værre helt enige med, kan vi nå ud, hvor Jesus og evangeliet er ukendt.