Guvernør: Boko Haram er en af verdens farligste terrorgrupper
Den 18-årige terrororganisation fortsætter med at myrde og bortføre kristne i Nigeria.
Boko Harams terror har ramt 100.000 mennesker, og gruppen har 59.311 forældreløse og 59.123 enker på samvittigheden.
En guvernør i den Boko Haram-inficerede Borno State i det nordøstlige Nigeria har afsløret, hvad den nu 18-årige terrororganisation har på samvittigheden, skriver The Christian Post.
Bornos guvernør, Babagana Umara Zulum, holdt i forrige uge forelæsning på forsvarskollegiet i Abuja. Her talte han om sin nye hvidbog med titlen “Strategic leadership: The challenges of Insurgency in Borno State.”
Blandt tilhørerne var flere højtstående militærfolk og politikere fra både Nigeria og udlandet, skrev den uafhængige avis The Cable.
Babagana Zulum, der selv var professor, før han blev valgt som Bornos guvernør, lagde ikke fingrene imellem, da han kritiserede regeringen for ineffektivitet, når det gælder bekæmpelse af terrorgruppen.
Ifølge avisen Daily Post erklærede Zulum, at Boko Haram er skyld i, at 59.311 børn er blevet forældreløse og 59.123 kvinder er blevet enker. Selv om præsident Muhammadu Buhari hævder at have besejret Boko Haram, er terrorgruppen – efter at have delt sig i to grupperinger — fortsat med at myrde og kidnappe.
Nigerias regering er blevet kritiseret af det internationale samfund, fordi de ikke kan beskytte borgerne og hindre terroristernes angreb og kidnapninger.
Daily Post citerer Zulum for at sige, at de politiske ledere enten ikke hører sandheden eller ikke vil høre den.
– En strategisk leder må være villig til både at høre sandheden og tage ved lære, lød Babagana Zulums kritik.
Tusinder i protestmarch
Ifølge The Christian Post var nyheden om henrettelsen af pastor Lawan Andimi netop blevet kendt, da Zulum holdt sin forelæsning. Præsten var distriktsformand for Church of the Brethren in Nigeria i delstaten Adamawa, da han blev bortført af Boko Haram i januar.
Få dage senere udsendte bortførerne en video, hvor præsten bad for sit liv, men samtidig udtrykte tillid til Gud. Fordi Andimi nægtede at afsværge sin tro, og hverken kirken eller familien kunne betale løsesummen – ligesom der ikke var nogen hjælp fra myndighederne, blev han senere fundet halshugget i Sambisa-skoven.
Sidste søndag gik tusinder af nigerianske kristne i protestmarcher for at opfordre myndighederne til at beskytte landets kristne. Samtidig brugte demonstranterne tid til at bede for situationen.
Nigerias muslimske præsident Buhari afviser kritikken og hævder, at Boko Haram ikke primært går efter kristne. Han tilføjer, at 90% af terrorgruppens ofre har været muslimer.
Nigeria har en 12. plads på Open Doors’ liste over lande, hvor kristne forfølges mest.
I januar satte USA for første gang Nigeria på listen over de lande, som man må holde særligt øje med på grund af alvorlige krænkelser af trosfriheden.
Om begrundelsen for at sætte Nigeria på listen nævner USAs ambassadør for International Religionsfrihed, Sam Brownback, den stærkt øgede vold og myndighedernes ineffektivitet.
“Der er farligt i alt for mange dele af Nigeria. Regeringen har enten ikke været villig, eller har været for ineffektiv i deres respons og indsats, så volden øges mere og mere,” udtalte Sam Brownback i en pressemeddelese i december 2019.