Kirke anker dom om kodaafgift
Vor Frue Kirke i København mener ikke, der blev taget hensyn til de teologiske argumenter, da Københavns Byret stemplede natkirkegudstjeneste som en koda-pligtig koncert.
Når der spilles musik og synges salmer til en gudstjeneste, er det normalt fritaget fra den Koda-afgift til komponister, som normale koncerter og musikarrangementer er underlagt.
Men i januar blev Vor Frue Kirke i København dømt til at betale afgift, da Københavns Byret fandt, at et natkirke-arrangement mere var en koncert end en gudstjeneste.
Den dom har kirken nu anket. De hæfter sig særligt ved, at domsresumeet ikke har medtaget den teologiske begrundelse, som kirkens natkirkepræst fremlagde under retssagen.
– I natgudstjenesternes forløb forkyndes der både med ord og musik. Det at kombinere musikken med rummet er også forkyndelse, siger menighedsrådsformand Anne Dorte Schwarz-Nielsen til Kristeligt Dagblad.