Anmelder ved Udfordringen gennem 32 år fylder 60
Ove Klausen, som har været anmelder ved Udfordringen siden 1988, fylder 60 år den 24. april.
Ove Klausen er cand.mag. med dansk som hovedfag og litteraturhistorie som bifag. Han har især beskæftiget sig med forfatterne Poul Hoffmann og Johannes Jørgensen og har således redigeret et festskrift til Poul Hoffmann og en samling med korte kristne fortællinger af Johannes Jørgensen.
Siden 2003 har han siddet i bestyrelsen for Johannes Jørgensen Selskabet. Desuden har han skrevet kronikker og artikler til aviser, tidsskrifter og bøger. I mere end 20 år har han været kommunikationsmedarbejder hos Krifa, men de seneste år har han vekslet mellem ledighed og arbejde af kortere varighed forskellige steder.
Ud over litteraturen er hans fritidsinteresser kunst og kultur i det hele taget – samt Rom og Italien.