”Tab og vind med samme sind”

Af Jørn Nielsen, f. 1937, forfatter og kommentator

Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
Næstved

Uanset hvad jeg føler eller ikke føler for Trump, mener jeg ud fra mine mangelfulde forudsætninger, at udfaldet af rigsretssagen var retfærdigt, hvor anløben eks-præsidenten end måtte være. Den rygende pistol manglede.

Trump gav jo ikke direkte ordre til det blodige hærværk mod kongressen. Han fejlede nok i sit hovmod, men havde han fra starten ydmygt erkendt valgnederlaget, ville han moralsk have vundet en stor sejr, – større end en valgsejr – som ville have været mere hyggelig at skrive om trods den ringere underholdningsværdi.

Er demokraterne meget bedre? Nej, de tabte rigsretssagen, men accepterede ikke nederlaget, dog fortæller de nu selvretfærdigt alverden, hvor uretfærdig frifindelsesdommen var. Og dermed led alle nederlag.

Os til lærdom måske. ”Tab og vind med samme sind!” var engang boldklubben KB´s motto. I forretningsverdenen siger man, at ”der er altid vindere og tabere”, men mundheldet er opfundet af selvglade vindere med en dulgt moral, som ikke altid tåler dagens lys.

Tænk, om vore medier i stedet for skadefro at hovere over Trump overvejede stilfærdigt at overveje, om vi andre ikke også kunne tage ved lære af dramaet derovre i stedet for at svælge primitivt i andres nederlag.