Blå Kors fejrer 125 års jubilæum
Den 21. august holder Blå Kors Danmark jubilæumslandsmøde i Odense Congress Center i anledning af 125-års jubilæet. Samtidig ser man tilbage på et år, hvor rekordmange mennesker fik hjælp.
På trods af corona-aflysninger og restriktioner hjalp Blå Kors Danmark i 2020 ca. 30 procent flere end i 2019, ialt mere end 12.000 mennesker, fortæller generalsekretær Christian Bjerre.
Blå Kors Danmark har igennem de sidste 10-15 år været i hastig vækst og tæller nu omkring 630 medarbejdere, 3.800 frivillige og har i alt 90 sociale tilbud rundt i landet. Den tidligere afholdsbevægelse hjælper i dag socialt udsatte i alle aldre med tilbud om væresteder, bo- og behandlingstilbud, familienetværk, børnehuse, ferielejre og terapi og rådgivning til unge.