Alvorsord fra profeten Jeremias
Det er dristigt at give sig i lag med Jeremias’ Bog, som er barsk læsning om, hvad frafald er, hvordan det sker og nødvendigheden af omvendelse. Men Gud er kærlig og længes efter samhørighed med folk, blot var advarsler på Jeremias’ tid nødvendige og er det stadig, så omvendelse kan bane vej for Guds tilgivelse og kærlighed ind i evigheden.
Stof til eftertanke
Peter Olsen, ekstern lektor på Dansk Bibel-Institut og underviser i Luthersk Mission har skrevet om dette alvorlige emne i et enkelt sprog, som skærer ud i pap, hvad det handler om!
Han har ikke lagt fingre imellem ved læsning af Jeremias’ Bog, men beskriver Jeremias’ kald til at advare sit folk om frafald, omvendelse, og hvad det vil sige i praksis.
Det er en god ide at læse selve teksten i Bibelen, da det er kras læsning, og man kan godt spørge sig selv ”har Jeremias virkelig sagt det”! Men det har han, og derfor kan det svare sig at læse kapitlerne i Jeremias’ Bog i deres helhed sideløbende med Olsens tekst.
Budskabet i Jeremias’ Bog gælder også i dag og viser, hvad det betyder gradvist at slække på at tage Guds ord til sig og undlade at adlyde det, og hvordan det kan føre til udvandet tro og frafald.
Det skete på Bibelens tid såvel som i dag. Derfor var og er det vigtigt at søge Gud, i Bibelen og i bøn både alene og sammen med andre i menigheden.
Paralleller før og nu
Her er gjort et prisværdigt arbejde ud af at sammenholde centrale temaer med paralleller til både Det Nye og Gamle Testamente samt danske salmer for på den måde at illustrere, hvad det vil sige i vor tid. Frafald er ikke kun i det ydre men begynder i det indre ved ikke at tage Bibelen alvorligt og slække på sit bønsliv. Det skal ses i lyset af både Guds dom og Guds nåde med ”arveret til himlen.”
Bogen henviser også til ældre historikere som den jødiske Josefus Flavius, Herodot og Luthers værker. Bibelteksten står således ikke alene, men sættes i relief til relevant materiale for at kaste lys over de centrale temaer og klargøre den historiske scene for Jeremias’ lange tårevædede virke.
Det er en profet, som overhovedet ikke har haft det let, og det kan man også lige give en tanke!
Peter Olsen: Tåreprofeten Jeremias – Betragtninger over Jeremias Bog.
183 sider.
120 kr. LMBE-forlag (Luthersk Missions Bibelskoles Elevforening)