Leif Rasmussen 85 år
Leif Rasmussen var i mange år lærer på Kolding Internationale (apostolske) Højskole. På sine gamle dage er Leif Rasmussen begyndt at skrive bøger – dels om den undervisning, han brugte på højskolen, dels om nye emner.
Siden 2015 er det blevet til ikke færre end seks bøger.
I 2015 udgav den apostolske profet og tidligere menighedsforstander et ”Brev til menigheden i Danmark”.
Opmuntret af interessen for de gamle sandheder, udgav han derefter ”Vejen tilbage til fremtiden”, hvor han argumenterede for, at kirken må finde tilbage til udgangspunktet for at være relevant i fremtiden.
Så fulgte en bog om ”Efeserbrevet hemmelighed”, og en om Kolossenserbrevet ”Alle mine kilder har jeg hos dig”, så kom en bog om formaningerne i Jakobsbrevet ”Fang dog de små ræve”. Og sidste år en bog om endetiden ”En herlig fremtid som aldrig slutter”.
Selv om Leif Rasmussen den 30. oktober fyldte 85 år, arbejder han igen på en ny bog, ligesom han ofte er ude at tale i forskellige kristne sammenhænge. Sammen med sin hustru Helga bor Leif i dag i Seest i Kolding, hvor de har mange venner.