Vi behøver ikke bosætte os i livets ’problematiske rum’

Kære Poul Henning

Jeg har haft et liv præget af megen turbulens. Både fra min barndom, men også gennem ungdommen med både misbrug og dårlige beslutninger, selvom dele af ungdommen står som et fantastisk nu, hvor jeg virkelig trivedes, både med det jeg beskæftigede mig med, og de mennesker jeg var sammen med.

Senere i livet gik livet i stykker for mig, og jeg var i en behandling i 10 år. Jeg fik en uddannelse, så jeg kunne blive mere klog på mig selv. Det var i hvert fald det, min behandler sagde.

Ved et Guds under, endte jeg med at blive dirigeret til en frikirke af en ateist, fordi, som han sagde det: ”Du har behov for at være sammen med mennesker, der elsker dig, og i den kirke elsker de alle mennesker, selv sådan en som dig.”

Det blev min redning til et bedre liv.

Nu er jeg næsten færdig med at læse din bog Psykiatro.

Jeg blev optaget af at betragte mine problematiske hændelser i livet som nogle rum, hvor dørene var lukkede. Det hjalp mig til at få lidt system i mine tanker, da jeg jo indimellem får lyst til at dvæle ved nogle episoder, der enten bragte stor glæde eller en voldsom hovedrysten over mine egne beslutninger.

Jeg oplever, at jeg ikke kan blive færdig med at åbne dørene ind til de problematiske hændelser.

Derfor vil jeg gerne spørge, hvordan jeg bærer mig ad med at undgå at åbne dørene, så jeg får et mere roligt liv, uden at bebrejde mig selv for min fortid og de dårlige beslutninger, jeg har taget.

Med venlig hilsen – en brevkasseven

Kære ven

Tak for mail. Der er faktisk mange, der har spurgt ind til dette med de problematiske rum og vores livsvandring. For at alle kan følge med i denne udvidede brevkasse i dag og næste gang bringes her et glimt fra bogen PsykiaTro:

”At vandre igennem en gang med mange døre er en metafor fra metakognitiv terapi. Målet er at vandre ned til den glasdør, der afslutter gangen. Der strømmer lys ind ad glasdøren. Vandringen mod lyset kan forstyrres af de døre, der sidder til venstre og til højre. Dørene er de svære tanker, følelser eller traumer. Vi mennesker vælger ofte at gå ind af en eller flere af disse døre og ender med at blive fanget af bekymringer, flashbacks og lidelser.

”Accept i praksis involverer dette at relatere til tanker, følelser og fornemmelser med mere åbenhed, nysgerrighed, fleksibilitet, særligt for at forfølge et sæt værdier, der er dybt vigtige og meningsfyldte. Sagt på en anden måde må indre begivenheder og skiftende emotionelle tilstande og indre verbal snakken ikke komme i vejen for det, som betyder mest, og få en primær rolle i at navigere på livets veje.”

Jeg kan vælge at gå forbi de gamle døre

I metakognitiv terapi og for så vidt også i Accept Commitment Therapi – ACT er tanken, at nuet ikke behøver at have med ”de gamle døre” at gøre.

Jeg vælger selv, om jeg vil fortsætte med nuets vandring imod udgangen. At gå ind ad døren til ”det svære” og blive og bosætte mig der, kalder ACT for fusion. Det kan føre til fire dårlige begivenheder:

– Jeg bliver trist, angst, bekymret og opslugt af det dårlige

– Jeg tappes for energi til engageret handling

– Jeg mister det gode i nuet

– Jeg glemmer min livsvision – ”vandringen mod døren” og ud i lyset”

Acceptér livsvilkår

Det er fundamentalt afgørende, at vi accepterer menneskets livsvilkår, det er både herlighed og lidelse. Der er den lidelse, som vi selv er primær årsag til, og der er den lidelse, som livets arv, miljø, omstændigheder eller andre mennesker forvolder.

Et livsvilkår kan vi ikke komme uden om. Livsvilkår skal accepteres. Når du, som alle andre, kan komme til at bebrejde dig selv for hovedrystende beslutninger, er svaret – ja, sådan er livet. Velkommen i klubben!

Vi har alle livet igennem forsøgt at leve så godt vi kunne med den fortid, de livsbetingelser og den visdom vi havde på det pågældende tidspunkt. Derfor giver det pr automatik et forvrænget billede, når vi med nuets ”kloge” briller, tænker tilbage på fortidens forkerte beslutninger og handlinger.

Det kan selvfølgelig kun føre til skuffelser og selvbebrejdelser. Livet skal ikke leves ud fra ”hvis nu bare….”

Tal ikke ondt til dig selv

”Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. Den, som vil elske livet og se lykkelige dage, han skal vogte sin tunge for ondskab og sine læber for at tale svig; han skal holde sig fra det onde og gøre det gode, søge freden og stræbe efter den.”(1Pet.3:9-11)

Læs disse ord igen, og lyt til hvordan du tiltaler dig selv i din indre verbale snakken.

Taler du ondt om dig selv? Skælder du dig selv ud? Taler dine læber med svig og fortæller om et bedrag, en vildledning, et fejlbillede af dig selv og din fortid, fordi du ikke ser din fortid, som Gud ser den.

Gud har ved Jesu Kristi blod fjernet det anklagende skyldbrev og vasket din tavle ren. Guds syn er derfor radikalt anderledes end vores.

Vi må give vores sjæles hyrde og tilsynsmand fuldt råderum i sindet,
for at fare vild sker netop ved at gå ind i problemværelserne.
Vi må acceptere Guds syn på os og vores livsvilkår.

Ingen fordømmelse

Det kommer ikke bag på Gud, at du tog forkerte beslutninger, naturligvis gjorde du det. For det første, fordi vi alle er syndere og har mistet Guds herlighed. For det andet, fordi at vi her i livet også som kristne blot er mennesker, der gør fejl, men heldigvis helliges fra dag til dag i kraft af Jesu værk på korset og i os.

Slap derfor af og lad tanker passere som skyer på himlen. Gå ikke i panik over dårlige tanker. Tanker er bare tanker. Sagt helt enkelt: Stop selvbebrejdelser og prøv at være lige så barmhjertig overfor dig selv, som Gud er overfor dig.

At gå ind i ”problemværelset” handler således fundamentalt om at genoplive noget ondt, forstærke det, give det næring og fokus, få det så forstørret, at det bliver til en fusion, der gør os handlingslammede, formørkede og uden en fremtid.

Kommer du trods overstående til at gå ind i ”problemværelset”, så sig til dig selv: Jeg behøver ikke at bosætte mig her. Hvorfor så ikke? Fordi du som en kristen er kaldet til at arve velsignelse.

Du er kaldet til at elske livet og se lykkelige dage, søge freden og gøre det gode. Hvis der er ufred i vores sind, må vi bede og forenes i en sådan grad med Kristus, at hans syn på os bliver vores.

Han stiller alle sindets storme. Han vil nedtone og ligefrem lade os glemme, både de uretfærdige lidelser vi blev udsat for, og også de lidelser vi selv var med til at forvolde. Der er ingen fordømmelse i Kristus.

”For det er tak værd, når man med Gud for øje tåler uforskyldte lidelser.”(1Pet.2:19)

”Det blev I kaldet til, for også Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor: Han gjorde ikke synd, og de fandtes ikke svig i hans mund, han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt; på sit legeme bar han selv fore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt. For I fór vild, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand.”(1Pet.2:21-25)

Vi må give vores sjæles hyrde og tilsynsmand fuldt råderum i sindet, for at fare vild sker netop ved at gå ind i problemværelserne. Vi må acceptere Guds syn på os og vores livsvilkår. Guds svar er ikke tidens fejlsøger kultur. Guds svar er Kristus.

Vi må leve i nuet og her have fokus på livsvisioner, men også på de engagerede handlinger som Gud har planlagt til os i dag.
I næste brevkasse vil jeg skrive om konkrete praktiske redskaber, der også kan være hjælpsomme i vandringen ned af gangen, når vi fristes til at tage i fat i de problematiske ”dørhåndtag”.

Kærlig hilsen
Poul Henning