Tidligere korshærschef, Bjarne Lenau Henriksen, er død
Cand.theol, korshærs- og sognepræst samt chef for Kirkens Korshær i perioden 1987-2011, Bjarne Lenau Henriksen, døde i sit hjem i Nivå den 27. oktober, 73 år gammel.
Om den tidligere chef skriver Kirkens Korshær på hjemmesiden:
”Det er med stor sorg, Kirkens Korshær har modtaget meddelelsen om tidligere korshærschef, Bjarne Lenau Henriksens, død. Bjarne var som chef en kæmpe inspiration for alle i Kirkens Korshær, og hans holdninger havde stor indflydelse på den socialpolitiske dagsorden, blandt andet i Rådet for Socialt Udsatte.”
I mindeordet nævnes desuden, at Bjarne Lenau Henriksen, også efter sit virke i Kirkens Korshær fortsatte med at tale udsatte menneskers sag, ligesom han som fængselspræst blev til hjælp for mange indsatte.
Den tidligere korshærschef skrev flere bøger, senest ”Kristendommens menneskelighed”, der udkom i 2020. Han satte et citat af Kaj Munk som overskrift over det, han gerne selv ville:
”At vidne om Gud, det vil først og fremmest sige at leve, så livet bliver dyrebart for andre, og det gode i dem styrkes,” hedder det i mindeordet fra Kirkens Korshær.
Bjarne Lenau Henriksen efterlader sig hustruen Birthe, to voksne sønner og to børnebørn. Han blev bisat fra Marmorkirken i København den 4. november.