En læsevenlig fortælling om et levet liv
Det er egentlig imponerende at tænke på, at selvbiografien som genre har henved 1.600 år i ryggen; kirkefaderen Augustin stod bag den første af slagsen, der sidenhen har oplevet talrige genoptryk.
Begge dele maner til respekt, og også i dag føler mange trang til at fortælle os andre om det liv, der blev deres. På godt og ondt en demonstration af, at de vigtigste ting i livet ikke nødvendigvis er … ting, men derimod begreber som glæder og sorger, medgang og modgang, solskin og skyer, hukommelse såvel som nådig glemsel. Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, som Grundtvig kaldte det i sin konfirmationssang til sine to sønner.
Ægteparret Ruth og Steffen Pedersen har tilsammen 177 år bag sig, heraf 66 års ægteskab. Det beretter de om af karsken bælg, og det er slet ikke uinteressant, selv om det enkelte steder bliver lige vel navnespækket. Det er både forståeligt og tilgiveligt; man fornemmer, at erindringerne er skrevet både for den nærmeste familie og for verden udenfor. Så det kan ikke være anderledes.
Der veksles frit mellem deciderede tidsbilleder og private oplevelser; små udbrud af stille humor garnerer det hele befriende. Man mindes sin egen barndoms poesibøger, udfyldt under devisen: ”Kære venner og veninder / hjælp mig her at samle minder / kom fra syd og kom fra nord / med et lille mindeord.” – Et udsnit af disse hverdagspoesier, som Ruth og Steffen selv har modtaget i deres yngre dage, flankerer bogomslagets flapper og er med til at understrege betydningen af disse vers.
Bogen fortæller om dette levede liv, småt som stort. Samlet set er det et broget billede, vi præsenteres for. Udgangspunktet er livet på landet før 2. Verdenskrig, og omend jeg selv er kommet til verden med en lidt senere årgang, men med stort set samme opvækstvilkår, genkender jeg meget: marken, der mejes; høet, der høstes; tryghedsfornemmelsen ved at have en mormor, man kan betro sig til (”den fornemmelse kunne jeg godt ønske mig, at alle børn af i dag også kan opleve,” hedder det perspektiverende); fiskemandens regelmæssige besøg; glæden ved et gammelt chatol og forunderligheden ved dets skjulte gemmer samt vilkårene omkring at gå på aftægt (”den tids ældreomsorg”).
Der er den dag, hvor tyskerne rykker ind i landet, og der er den sommeraften i 1953, hvor et tordenvejr i Hammer Bakker afstedkommer et – om man så må sige – tættere venskab mellem to unge mennesker, der stiller sig ind under den samme regnfrakke. Der står de – så at sige – stadig. Ruth og Steffen hed de, og de har skrevet denne afgjort læsevenlige bog om helt almindelige menneskers helt almindelige liv.
Bogen er også en taknemligheds-erklæring til – som de siger – ”de mange venner, vi har haft og har, såvel i det nære nabomiljø som i kirkesammenhæng, i vort arbejdsliv og fra lejre, stævner og rejser”.
En mild, venlig og ligetil erindringsbog. Jeg var glad for at lære den at kende.
Ruth og Steffen Pedersen:
”Et kludetæppe – flettet og knyttet sammen med tidsbilleder, erindringer, oplevelser og minder i en stor familie i årene før og efter 2000.”
352 sider. Rigt ill. 250 kr.
Forlaget Historia
