Ny lærer på Oasehøjskolen
Christian Iversen Vestergård skal undervise på Oasehøjskolen fra 1. august.
Christian er 29 år og har netop afleveret sit speciale i teologi ved Aarhus universitet. Han er frivillig volleytræner og lejrleder på Blå Kors Sommerlejre. Han er gift med Anne Line og kommer i Aarhus Valgmenighed. Christian er ansat som højskolelærer til at lede profilfaget Scripture.
Her går man dybere ned i Bibelens tekster og undersøger, hvad de betyder i praksis i vores liv. Han skal også undervise alle elever i Tro og Liv samt have valgfaget ”Det analoge liv”. Om den nye lærer udtaler Oasehøjskolens forstander Jakob Bjerrum Swartz:
”Vi er super glade for, at Christian slutter sig til Oasehøjskolen. Christian er en dygtig teolog, der gerne tager en åben snak om livets og troens store spørgsmål. Samtidig er han også sjov at være sammen med. Han bevæger verden som volleytræner og frivillig i Blå Kors, og så bærer han på noget klassisk højskoledannelse, der også handler om at lære at elske livet. Jeg tror, han passer rigtig godt til Oasehøjskolen, og jeg er sikker på, at eleverne vil elske både hans undervisning og hans nærvær.”